Masterclass-overblik: To sejre og en uafgjort

20.11.2017 14:45

6 ud af 9 mulige point blev udfaldet for den netop overståede Masterclass-weekend, hvor U19-,U17- og U14-truppen var trukket i Brøndby-trøjen. Få det fulde overblik over weekendens kampe nedenfor.

U19-truppen kigger indad efter nederlag til OB
For første gang siden den 16. september måtte de ældste Brøndby-talenter gå fra banen uden point, da OB viste sig for stor en mundfuld for Frederik Birks tropper. Fynboerne vandt således 3-1 i et opgør, hvor det manglende presspil fra Brøndby-holdet blev udslagsgivende. 

- Det store problem i presset var, at det blev enormt individuelt. Vi pressede en ad gangen, og vi pressede ikke sammen som en sværm. De formåede at skabe mange 1-mod-1-situationer, hvor de kunne løbe rundt om os, hvor tanken er, at vi skal være flere omkring bolden. Deres chancer bliver primært skabt på, at vi kommer til at smide bolden væk på nogle dumme steder. Vi har blandt andet to dumme boldtab, som OB effektivt udnytter og scorer på, forklarer cheftræneren og tilføjer: 

- Vi må se indad og erkende, at vores præstation ikke var god nok. OB var bedre end os, og særligt i den del af spillet uden bolden overraskede det mig desværre negativt, at vi ikke var stærkere i presset, end det var tilfældet. 

På lørdag venter et møde med Esbjerg fB på den jyske vestkyst, og til den kamp forventer Frederik Birk et helt andet udtryk fra sine spillere.

- Vi er den heldige situation, at vi har mange spillere, der er klar lige nu, så der er både mulighed for, at jeg kan skifte lidt eller giver chancen til de samme 11 igen. Uanset hvad forventer jeg et meget bedre udtryk for det hold, der bliver sendt på banen på lørdag. Med udtryk mener jeg ikke, at der manglede noget rent mentalt mod OB, og folk arbejdede godt, men vi skal holde vores aftaler. Der er ingen tvivl om, at det er en gruppe med meget kvalitet, men den kvalitet så jeg desværre ikke i tilstrækkelig grad i weekenden. 

U19: Brøndby IF - OB 1-3 (1-0)
1-0 Jesper "Jobbe" Lindstrøm
1-1
1-2
1-3

Startopstilling

Magnus Warming - Andreas Bruus

Agust Hlynsson

Jesper "Jobbe" Lindstrøm - Peter Bjur

Filip Blazek

Gregers Arndal-Lauritzen - Frederik Tønsberg - Anton Hendriksen - Christian Enemark

Casper Hauervig

Bænken: Mads Eslund, August Frandsen, Ertugrul Teksen

 

U17-holdet tilbage på sporet med solid præstation i 3-1-sejr
Frank Hjortebjergs U17-mandskab fik rejst sig oven på seneste rundes 5-0-nederlag, da de i weekenden kunne glæde sig over tre point mod OB. Kampen sluttede 3-1 til de blågule talenter, og cheftræneren var godt tilfreds med sine spilleres præstation mod fynboerne.

- Vi spillede en god kamp, men vi havde problemer med OB's fart og deres lange bolde ned mod vores bagkæde, hvilket de skabte nogle store muligheder på, siger Frank Hjortebjerg og kommer ind på, hvad der fungerede mod OB-holdet:

- Vi hang godt sammen som hold, og vi var gode til at skabe chancer efter etableret spil. Alt i alt var det en solid præstation af drengene.

Med sejren placerer U17-holdet sig på rækkens tredjeplads med en kamp i hånden i forhold til første- og andenpladsen, inden de på lørdag drager mod Esbjerg for at møde EfB. 

U17: Brøndby IF - OB 3-1 (2-1)
0-1
1-1 Andreas Pyndt
2-1 Jacob Rasmussen
3-1 Muamer Brajanac

Startopstilling

Oliver Edip - Andreas Pyndt - Victor Sørensen

Mikkel Eslund

Frederik Nørrestrand - Morten Frendrup 

Jacob Rasmussen - Elias Gärtig - Oscar Salling - Matin Saleh

Simon Rossil

Bænken: Muamer Brajanac, Frederik Valdbjørn, Tobias Lindhardt
 

U14-spillerne med vigtig skalp mod førerholdet fra Lyngby BK
U14-holdet måtte i seneste runde gå fra banen med et tungt 7-1-nederlag til KB, men Morten Corlins spillere fik i den grad revancheret det nederlag i weekenden. De slog således Lyngby BK, der indtager rækkens førsteplads, med 2-0 i en kamp, hvor både den kollektive og individuelle kvalitet var i højsæde.

- Lyngby startede bedst, og vi var lidt presset i de første 15 minutter, men vi fik kæmpet os ind i kampen, og frem for alt så forsvarede vi meget bedre som hold og individuelt. Philip Näf glimrede med to meget flotte individuelle aktioner i første halvleg. Først vandt han bolden i højre side, snød tre mand og sparkede bolden i mål. Anden gang pressede han aggressivt og fik brudt en bold fra deres stopper og scorede på friløberen, forklarer cheftræneren.

Der var chancer til både Lyngby BK og Brøndby-holdet i anden halvleg, men ingen af holdene formåede at udnytte tilbuddene. Derfor sluttede det 2-0. En sejr, som Morten Corlin er meget tilfreds med taget modstanderens kvalitet i betragtning.

- Lyngby var ubesejret i 22 kampe i streg inden kampen, så det var en stor og vigtig skalp for drengene.

Efterårssæsonens sidste kamp for det blågule U14-hold spilles på søndag, når de står overfor Hørsholm Usserød IK.

U14: Brøndby IF - Lyngby BK 2-0 (2-0)
1-0 Philip Näf
2-0 Philip Näf

Startopstilling

Kasper Larsen - Philip Näf - Solomon Opoku

Jonas Krøll - Kasper Heerfordt

Deniz Arabaci

Hüseyin Tokat - Hjalte Andersen - Mikkel Fredsgaard - Hugo Ryg

Mikkel Jensen

Bænken: Benjamin Luka Kold, Simon Blæsdahl, Jonas Nørrestrand