Zorniger: Mere fart og bedre timing

20.09.2017 23:15

Brøndby IF’s første kamp i denne sæsons DBU Pokalen var mod Ledøje-Smørum Fodbold, der blev besejret med 5-1 på Brøndby Stadion.

De blågule var udeholdet i dagens anledning, og de endte noget overraskende med at komme bagud 1-0, men Lasse Vigen sørgede hurtigt for en udligning, så holdene kunne gå til pausen med 1-1.

Det var ikke et helt efter Alexander Zornigers plan.

- Jeg er ikke tilfreds med første halvleg, men det blev bedre i anden halvleg. Jeg ville gerne have set flere af spillerne vise sig lidt mere, men det var okay i anden halvleg, lød det fra cheftræneren, der selv peger på nogle af de ting, han ønsker at se mere af.

- Vi skal have mere fart over hele banen, specielt når modstanderne står dybt, som de har gjort de seneste par kampe. Der skal vi have mere fart og bedre timing. 

- Der var nye spillere med, der nogle gange driblede, når de skulle aflevere og andre gange omvendt, så vi har stadig noget at arbejde på, men det vidste vi godt.

I anden halvleg af dagens kamp blev der skabt masser af chancer, og målene kom fra både angrebet ved Kamil Wilczek og midtbanen ved Lasse Vigen med to scoringer og Besar Halimi med en enkelt.

- Mange spillere på holdet har evnerne til at score, og angribere scorer ikke nødvendigvis i hver kamp, men de skal nok komme i gang. Vi skal bare skabe chancerne til dem.