Zorniger: Vi spiller altid vores eget spil

09.09.2017 09:35

Kl. 18:00 i morgen fløjtes kampen mellem OB og Brøndby IF op af dommer Jakob Kehlet i Alka Superligaens 8. runde. Der er kun fire point mellem de to hold i tabellen, og der er som altid lagt op til at spændende opgør mellem to traditionsrige mandskaber. Cheftræner Alexander Zorniger fortæller til brondby.com, at han forventer en tæt kamp mod en modstander, som er teknisk dygtig. 

- Vi ved, at OB er et teknisk stærkt hold, og at de har kvalitet i deres omstillinger. OB er især stærke, når de får tid og rum til at spille bolden rundt, hvor især spillere som Jóan Símun Edmundsson og  Casper Nielsen kan gøre det svært for os. Så det skal vi være opmærksomme på.

- Vi ved også, at mange modstandere ændrer deres måde at spille på, når de møder os, for de ønsker at dæmme op for aggressive pres. Men det er vi forberedt på, da vi har arbejdet med forskellige scenarier for, hvordan OB vil gribe kampen an. Vi spiller altid på samme måde, uanset om vi spiller ude eller hjemme, og vi kommer derfor ikke til at gå ind til kampen i morgen på et andet sæt, end vi plejer.

Cheftræneren forventer, at OB vil komme ekstra motiveret ud til kampen, ligesom han bider mærke i, at støtten fra de mange Brøndby-fans på udebaneafsnittet endnu engang vil give drengene fra Vestegnen et løft. 

- Vi ved af erfaring, og fra de kampanalyser vi laver på vores modstandere, at vores modstandere mange gange præsterer 20-30 procenter bedre end deres normale niveau, når vi gæster deres stadion. Så vi forventer en modstander, som kommer ud ekstra motiveret og med en masse aggressivitet i duellerne.

- Så vi skal vise den kvalitet og tro på egne evner, vi viste mod AC Horsens i sidste runde. Jeg hører, at der endnu engang kommer rigtig mange Brøndby-fans på stadion i morgen, og den støtte på udebane er mindst ligeså vigtig, som støtten hjemme på Brøndby Stadion er. Den vil løfte vores drenge.

Kampen spilles som sagt på EWII Park i Odense, hvor der er kickoff kl.18:00. Kan man ikke selv komme på stadion, så kan kampen ses på 3+, hvor der er optakt fra kl.17:00.

Foto: Getty Images