17. AUGUST 2017 kl. 14:00
- Vi skaber chancer nok – nu skal vi score på dem

12 gange har Brøndby IF fået modstandernes net til at blafre i denne sæsons første fem kampe i Alka Superligaen. Det kunne have været endnu flere, så kvaliteten i afslutningerne skal skrues i vejret nu. Det siger Jan Kliment inden kampen mod AGF på søndag i Aarhus.

- Vi skaber masser af chancer med vores spillestil og den kvalitet, vi har på holdet. Nu skal vi så også score på dem. Jeg har selv haft flere chancer, jeg burde have sendt i nettet, og vi har haft syv forskellige målscorere i denne sæson, så mange kan heldigvis bidrage med mål.

- Men vi spiller med selvtillid og med et forsvar, der har holdt nullet i de to sidste kampe, så hvis vi bliver bedre til at udnytte vores chancer oppe foran, så kommer det til at se godt ud, lyder det fra den hurtige angriber.

Kampen er mod et AGF-hold, der ikke har fået den start på den nye sæson, som de havde sat næsen op efter. Det er dog ikke noget, der får Jan Kliment og holdkammeraterne til at tage let på opgaven.

- Vi så mod Randers, at et hold med en mindre god start vil kæmpe med alt, hvad de har, for at få vendt deres resultater til noget positivt. 

- Derfor er det vigtigt, at vi har fuld fokus på kampen og AGF som modstandere. Vi skal holde fast i det høje tempo og presset på modstanderne, så vi får gjort det så svært som muligt for dem. Og så skal vi, som jeg sagde før, udnytte vores chancer – for chancerne skal nok komme, understreger Jan Kliment.

Efter kampen mod AGF står den på hjemmekamp mod AC Horsens på Brøndby Stadion. Det er den 27. august kl. 16:00. Du kan stadig købe sæsonkort og bruge det til kampen – med priser fra bare 995 kroner er der stadig masser at spare på et sæsonkort. Køb dit lige her.

Foto: Getty Images