Flere vælger fællesskabet

09.08.2017 09:25

Med ti mål og sejr i alle tre kampe er tilskuerne på Brøndby Stadion blevet forkælet fra sæsonens start. Og de gode takter på banen kan også ses på tribunen, hvor flere vælger at sikre sig plads til Brøndby IF's hjemmekampe ved at købe sæsonkort.

Således er der i skrivende stund solgt over 7000 sæsonkort, og det er en stigning på 13% sæsonkortholdere i forhold til samme tidspunkt sidste år. Og det er vel at mærke oven på sidste års stigning på 20% i sæsonkortsalget.

Og marketingchef Thomas Skov Petersen er tilfreds med, at stadig flere vælger at sikre sig plads til Brøndby IF's hjemmekampe.

- Det glæder os meget, at folk kan lide at komme på Brøndby Stadion. Vi har gjort meget for at forbedre stadionoplevelsen, så det er dejligt at kunne notere sig, at tilskuerne fortsætter med at komme på stadion, og at flere tilslutter sig fællesskabet. Men når det så er sagt, har vi selvfølgelig ikke tænkt os at hvile på laurbærrene, og vi vil fortsat arbejde på at gøre stadionoplevelsen og fællesskabet endnu bedre for vores sæsonkortholdere, fortæller Thomas Skov Petersen.

Kunne du også tænke dig at blive en del af det blågule fællesskab og være sikret en plads til samtlige af Brøndby IF's hjemmekampe, kan du købe et sæsonkort her. Kortet giver foruden en masse fodbold også rabat i Brøndby Shoppen og mange andre fordele - læs dem alle her.