Brøndby IF lejer Bundesliga-back
20.07.2017 11:10
Brøndby IF kan i dag præsentere endnu en tilføjelse til Superliga-truppen, da venstrebacken Anthony Jung har skrevet under på en etårig lejekontrakt.
Den tyske forsvarsspiller kommer fra RB Leipzig, men har været udlånt til FC Ingolstadt seneste sæson, hvor han spillede 16 Bundesliga-kampe.
Og sportsdirektør Troels Bech er meget tilfreds med at have fået en spiller, der kan øge konkurrencen på backpladsen.
- Anthony Jung er en erfaren spiller med Bundesliga-kampe på CV’et fra seneste sæson, så vi er rigtig glade for udsigten til at se ham i Brøndby-trøjen denne sæson. Vi har en ambition om at have flere spillere til hver position for at øge konkurrencen på pladserne, og med tilgangen af Anthony kan vi nu konstatere, at der er rigtig god konkurrence på venstrebacken, hvor også unge Gregers Arndal-Lauritzen er på vej tilbage efter sin skade.
Anthony Jung har spillet under cheftræner Alexander Zorniger i RB Leipzig, og det glæder Troels Bech at få endnu en spiller ind, der kender systemet.
- Med en lejekontrakt er det vigtigt, at spilleren kan tilpasse sig hurtigt og kan indgå i spillestilen. Zorniger og Jung kender hinanden fra en fælles fortid i Leipzig, så det er et helt klart plus, at vi får en spiller ind, der ved, hvordan vi spiller, og hvilke krav der bliver stillet til ham.
Og Anthony Jung selv glæder sig til at komme i gang i sin nye klub.
- Jeg er meget begejstret ved tanken om at skulle spille i Brøndby IF og vise, hvad jeg kan. Jeg kender træneren, og jeg kender spillestilen og træningsmetoderne, så jeg kommer ikke til at bruge lang tid på at vænne mig til spillet, fortæller den nye venstreback.
- Fansene kan forvente, at jeg vil give alt, jeg har, for klubben og holdet. Jeg håber, at vi kan få en rigtig succesfuld sæson, og at jeg kan hjælpe til med at gøre den mindeværdig.
Anthony Jung får nummer 3 i Brøndby IF og har første træning lørdag sammen med resten af truppen.
Vil du være sikker en plads til alle Anthony Jungs og Brøndby IF's hjemmekampe i sæsonen, kan du stadig nå at købe et sæsonkort, der også byder på masser af fordele. Læs mere her.