18. JULI 2017 kl. 10:44
Rønnow om VPS: Vi skal gøre det bedre end i første kamp

På torsdag skal Brøndby IF atter i den europæiske ild, når modstanderen er VPS Vaasa. Vestegnens drenge vandt det første opgør 2-0 i Europa League-kvalifikationens anden runde og skabte dermed et godt udgangspunkt for torsdagens kamp i det finske. Men på trods af det gode udgangspunkt er der plads til forbedringer, fortæller Frederik Rønnow.
 
- Vi fik et godt udgangspunkt. Vi spillede måske ikke helt den kamp, vi gerne ville, men så fulgte vi op med en rigtig god kamp mod FC Midtjylland, og det er de ting fra den kamp, som vi skal tage med. Det er et hold (VPS Vaasa, red.), som vi skal være i stand til at dominere, og de passer egentlig rigtig godt til vores spillestil, så jeg er sikker på, at vi får scoret. Og gør vi det, så bliver det også svært for dem at komme tilbage, men vi skal fra start spille vores spil og gøre det bedre, end vi gjorde det i den første kamp. Gør vi det, er jeg sikker på, at vi skaber et godt resultat.

Den 24-årige Brøndby-målmand havde ikke meget at se til i mandskabernes første opgør, og i kampe som disse er det vigtigt at føle, at man er med i kampen.

- For mig er det i de kampe, hvor der ikke er så meget at lave, vigtigt hele tiden at holde sig i gang, kommunikere med de andre og være på for hele tiden at have følelsen af, at jeg er inde i kampen.

I forhold til torsdagens opgør er Frederik Rønnow godt forberedt til opgaven mod den finske modstander.

- Vi har set noget video på dem – bl.a. hvor de slog Olimpija Ljubljana ud. Det er et hold, som vil spille meget possesion, men som måske også har svært ved at bryde igennem. Vi har et godt udgangspunkt, så nu skal vi op og gøre arbejdet færdigt, lyder det fra landsholdskeeperen.

Der er kickoff kl. 18:00 dansk tid, og kampen kan ses live på 6'eren.

Foto: Getty Images