Kasper Fisker: Det er derfor, jeg skiftede til Brøndby IF

12.07.2017 11:48

- Jeg ser ekstremt meget frem til min første officielle kamp som Brøndby-spiller. Jeg glæder mig rigtigt meget, og lige siden jeg skrev under på min kontrakt, er det selvfølgelig det, jeg har glædet mig mest til.

Der er ikke flere træningskampe for Kasper Fisker, før det for alvor går løs som ny mand i Brøndby-truppen.

I morgen venter VPS Vaasa på Brøndby Stadion i den første kvalifikationskamp i Europa League.

- Det er på hjemmebane, det er europæisk – og det er faktisk min første europæiske kamp, så det bliver sindssygt fedt.

- Det er derfor, jeg er skiftet til Brøndby. Det er for at tage niveauet et skridt op, og der må man sige, at det har overrasket mig, for det føles mere som to eller tre skridt op i forhold til Randers. Og i forhold til hjemmebanen og fansene er det måske fire skridt op, siger Brøndby IF’s nye nummer 8.

Kasper Fisker kender udmærket til den effekt Brøndby IF’s fans har på modstanderholdet

- Man mærker fansene sindssygt meget, når man spiller her. Som udehold er det også med til at sætte en ekstra op, når man skal stå over for de her fans. Jeg synes, det er fedt at spille for mange mennesker, og man kan også godt mærke som modstander, at man kan blive trykket ned af Brøndby-fansene. 

- Hvis det går dårligt for udeholdet, så kan man mærke, at tilskuerne er med til at bære Brøndby-spillerne frem. Så er der måske nogen, der kryber lidt ind i sig selv. Derfor bliver det fedt at blive en af dem, der bliver båret frem – både på hjemme- og udebane, for på udebane er Brøndby IF’s fans også fantastiske, lyder det fra Fisker, der ser frem til at hilse på Sydsiden som Brøndby-spiller.

- Det bliver stort at blive en del af det fællesskab, som spillerne har med fansene. Man ved selvfølgelig ikke, hvordan det er, før man har prøvet det. Det bliver forhåbentligt fedt at komme ned og hilse på fansene inden kampen, hvis de kalder en ned. Det er sådan noget, man går og forestiller sig, hvordan bliver, men jeg glæder mig rigtig meget til det.

I Brøndby IF bliver der talt meget om fællesskab som et fundament for klubben, men det er alligevel kommet bag på Kasper Fisker, hvor vigtigt og tydeligt fællesskabet er i klubben.

- Fællesskabet har overrasket mig meget. Coach gør rigtig meget ud af, at vi er et stort fællesskab – ikke bare på holdet, men også med fansene, de ansatte og resten af klubben. Det har været fedt at opleve, og det har været en god start.

Foto: Getty Images