Johan Larsson, en anfører med sport i blodet

Mandag den 2. februar 2015. Johan Larsson har netop tilbagelagt de cirka 400 kilometer fra IF Elfsborgs træningslejr i Spanien til Brøndby IF’s træningslejr i Portugal. Her gennemgår han lægetjek, og ved frokosttid skriver han under på 4-årig kontrakt med Brøndby IF. 

I dag, to år, fem måneder og elleve dage senere, på tærsklen til en ny sæson, er Johan Larsson anfører for Brøndby IF. Om nogle få timer træder han og holdkammeraterne ind på Brøndby Stadion til den sidste træning før sæsonens første kamp. Det er ikke blot sæsonens første kamp for holdet. Det er kamp nummer 50 i Europa for Johan, og det er i en alder af blot 27 år. En imponerende statistik af en den blonde svensker som voksede op i den lille svenske by Kinna.

- Den lille tribune var altid fyldt i weekenden, da jeg var barn, fortæller Johan om det lokale fodboldhold i Kinna. Tilbage i 1980’erne og 1990’erne var Kinna en kommune med stor sportslig succes til trods for sine kun knap 15.000 indbyggere. 

- Vi havde to fodboldhold i den tredje bedste række i Sverige og et i den fjerde bedste række. Vores basketballhold spillede altid med i toppen af svensk basket. Sport fyldte meget i Kinna, også for vores familie. 

Familien Larsson var en del af den sportslige succes i Kinna. Johans mor var en dygtig fodboldspiller og spillede for forskellige klubber på topniveau. Hun vandt blandt andet det svenske mesterskab og pokalturneringen. Johan tilskriver sine fodboldgener fra sin mor, mens interessen for basketball kommer fra hans far.

Det var dog ikke kun basketball, som havde faderens interesse. Fodbolden fyldte også meget. Han var nemlig sportsjournalist på avisen i Borås, hvor IF Elfsborg holder til. Han dækkede alt, hvad IF Elfsborg foretog sig. Som ung dreng fulgte Johan altid i hælene på sin far, når han dækkede IF Elfsborgs kampe, og Johan var med nede i omklædningsrummene og se faren interviewe spillere. Det stoppede dog, da Johan i en alder af 15 år skiftede til netop IF Elfsborg. 

– Da jeg skrev kontrakt med IF Elfsborg kunne min far godt se, at han måske ikke længere ville kunne være helt objektiv, når han skrev om IF Elfsborg i lokalavisen. Så han koncentrerede sig om anden sport, blandt andet de kvindelige hold i Borås og omegn som også havde masser af succes. 

- Min lillesøster spiller dog også fodbold på højt niveau. Da hun et par år senere rykkede op i den bedste række for kvinder, kunne min far heller ikke skrive om det længere, så i dag skriver han om mere samfundsrelevante emner, såsom lokalt erhvervsliv og lokalpolitik. Ja, hvad man ikke gør, så længe ens børn er glade. 

I dag fylder sport ikke helt så meget i lokalavisen, som den gjorde dengang. Kinnas sportslige succes er stille og roligt svundet ind. Hvorfor kan ingen rigtig forklare. De gode placeringer er afløst af nedrykninger og p.t. ligger byens bedste fodboldhold og svæver rundt i ”Division 4 Sødra” i Sverige. 

Det var omtrent samtidig med Kinnas langsomme sportslige deroute, at Johan flyttede hjemmefra. Johan var 15 år gammel, da han og forældrene tog beslutningen om, at han skulle flytte de cirka 30 kilometer væk, som Elfsborg ligger fra Kinna.

- Beslutningen om at flytte opstod mest af alt på grund af logistik. Jeg var netop begyndt i gymnasiet, men transporttiden var håbløs, da jeg også skulle træne med i IF Elfsborg hver dag. Det betød, at jeg havde nogle lange dage, hvor jeg tog afsted kl. 6.30 og tidligst var hjemme kl.20:00. Det var uholdbart, for jeg kunne hverken give mig fuldt ud til lektierne eller fodbolden. Og da jeg ville begge ting, blev mine forældre og jeg enige om, at det var bedst at flytte ind i en studiebolig på gymnasiet, så jeg kunne kombinere min uddannelse med at spille fodbold. 

Dedikationen til at give sig fuldt ud til både sport og uddannelse betød, at Johan måtte vælge ting fra i privatlivet. Som mange andre professionelle sportsfolk, kan han også tale med om hvordan venskaber gled ud i sandet.

- Jeg har stadigvæk venner fra folkeskolen, men der er venner, som jeg dengang troede, jeg skulle være venner med for altid, som jeg ikke længere har kontakt med. Sådan er livet så uforudsigeligt.

Mange af vennerne begyndte at gå i byen, og Johan kunne mærke presset. 15-årige Johan ville dog hellere træne end at gå i byen. Hvor mange af vennerne anså det som et fravalg, så følte Johan, at han valgte fodbolden til. 

- Jeg blev tit spurgt af venner, om det virkelig gjorde en forskel, hvis jeg kom sent hjem eller missede en træning. Det var selvfølgelig dejligt, at de gerne ville have mig med i byen, men de havde svært ved at forstå, at jeg hellere ville træne end at tage i byen. Men det var mit valg, og vi havde forskellige prioriteringer.

Så i takt med at Johan forfulgte en karriere som professionel fodboldspiller, var der derfor venskaber, der langsomt ebbede ud, men nye venskaber tog også form. Venskaber med andre unge drenge, som ligesom Johan havde valgt at satse på fodbolden. 

- Det er hårdt at se venskaber forsvinde, når man er så ung, og derfor var det også meget bekræftende, når man pludselig mødte jævnaldrende, som også havde valgt at prioritere fodbold og så på livet på samme måde. 

Tiden som ungdomsspiller i IF Elfsborg var hård og krævende, men den gav også et tæt sammenhold mellem ham og holdkammeraterne. Blandt Johans tætteste gruppe af venner i dag, er hans bedste ven netop en af dem han spillede sammen med i ungdomsrækkerne i IF Elfsborg. 

- Han forstår 100 % hvilke prioriteringer, man måtte foretage, for at være hvor vi er i dag, da han har prøvet det på egen krop, som Johan kort forklarer baggrunden for det tætte venskab.

Efter skiftet til Brøndby IF som 24-årig stod Johan Larsson for første gang alene i udlandet. Jovist, han havde boet væk hjemmefra allerede fra han var 15, men at rykke til udlandet, var en helt anden verden.

- Jeg gik fra at være anfører i IF Elfsborg og have kendt alle i klubben og hele omegnen som min egen bukselomme til at blive en del af et helt nyt hold og en fremmed kultur. Det var en hård omstilling. Man savner sine tidligere holdkammerater, og man savner sin gamle træningsbane. Jeg talte dagligt med mine spillerne i Elfsborg efter skiftet, men som tiden gik, kommer man tættere og tættere på sine nye holdkammerater og nye venskaber opstår. 

Teemu Pukki og Thomas Kahlenberg var to mand i Brøndby-truppen, som Johan inden længe blev gode venner med. Den finske angriber og den tilbagevendte anfører faldt hurtigt i snak med den nye svensker, og siden træningslejren i Portugal i februar 2015 er venskabet mellem de tre blot blevet stærkere.

- Jeg snakkede med ’Kalle’ forleden dag, og selvom det kun er seks uger siden, han stoppede, så føles det som om, at det er en livstid væk. Alle i truppen savner Kalle for hans måde at være på, hans syn på livet, og den kultur han som anfører og person naturligt skabte. 

Thomas Kahlenberg var skadet i det meste af den forgangne sæson og i den anledning bar Johan anførerbindet. Nu hvor Thomas Kahlenberg er stoppet, har Johan permanent overtaget anførerbindet. Et hverv, som Johan har prøvet før i IF Elfsborg. Som anfører er man en kulturbærer, og den rolle har Johan Larsson det godt med. 

- Jeg ser mig selv som en kulturbærer, og jeg tager gerne det ansvar, der følger med hvervet som anfører. I ’Kalles’ fravær var jeg anfører i sidste sæson, og det ansvar havde jeg det godt med. Jeg er blevet mere direkte og fylder mere i omklædningsrummet og til taktikmøderne. Jeg har altid haft den indstilling, at den næste træning er den vigtigste, og at man skal give alt. Så det er den kultur, jeg står for. Der skal arbejdes. Man skal frem med brystet og vise, man er til stede. Man skal vise, at man vil frem i verden. I sidste sæson var ’Kalle’ fantastisk til at tale med de unge spillere og give små fif, og det er den rolle, jeg nu skal ind overtage. 

Med over 300 kampe på seniorniveau i den øverste svenske og danske række og 49 kampe i Europa, så har Johan prøvet en del. Tre landskampe for det svenske ligalandshold er også på CV’et, og ambitionen om det svenske landshold er der stadig

- Har jeg nået det jeg ville? Hvis man kigger på antallet af kampe, så tror jeg næsten ikke, at det er fysisk muligt at nå at spille flere kampe på det niveau i min alder. Men det svenske landshold er en ambition, jeg stadig ønsker at indfri. 

Da Johan Larsson var anfører i IF Elfsborg, og han spillede Europa League-gruppespil, skortede det ellers ikke på landsholdsrygter. I efteråret 2014 måtte Johan forholde sig til landsholdsrygter efter hver kamp. Den kølige svensker svarede simpelt, at hvis han var god nok, så ville han blive udtaget. Men en ting er at sige det med et køligt overblik, men noget andet er virkeligheden.

- Landsholdet fyldte for meget i den periode. Og når man så ikke blev udtaget, kommer spørgsmålene om, hvorfor man ikke er med. Så det passede mig rigtig fint at komme til Brøndby, for her var der ingen medier, der kom forbi og spurgte ind til landsholdet. Jeg kunne fokusere udelukkende på Brøndby og min karriere. 

I dag er Johan afklaret omkring det svenske landshold. Han ser det stadig som en ambition og et ekstra krydderi til en karriere, som allerede har budt på meget. De svenske medier har måske mistet interessen for Johan Larsson, men det svenske landshold har ikke glemt den blonde svensker. 

- Jeg ved, at det svenske fodboldforbund løbende holder øje med mig, og jeg ved også nogenlunde hvor jeg er i hierarkiet i forhold til højre backpositionen på det svenske landshold. Jeg er hverken første eller andet valg, hvilket er helt fair, men jeg tror på, at jeg nok skal få chancen. Min tro på mig selv, hvad angår fodbold, kommer ikke til at stoppe, før den dag jeg lægger støvlerne på hylden.

Tilbage i Kinna er Johan Larssons forældre fraflyttet barndomshjemmet. For tre måneder siden flyttede de ind i en lejlighed, og det er her juleaften fremadrettet skal holdes. Johan er tilbage i byen nogle gange om året, og stoltheden over hjemstavnen er stor, selvom tribunen på det lille stadion ikke længere er fyldt hver weekend. Nævner man således navnet Jonas Jerebko, lyser Johans ansigt op i et kæmpe smil. Jonas Jerebko er Sveriges første professionelle basketballspiller i NBA, og ligesom Johan er Jonas også fra Kinna. 

- Jeg følger rigtig meget med i NBA, så for mig er det rigtig sjovt at se en fra samme lille by klare sig så godt i NBA, som han gør. Jonas og jeg spillede basket i samme klub, da vi var børn, dog aldrig på samme hold. Jonas er tre år ældre og mindst et par hoveder højere end mig. Og så er han pissegod til basket, hvilket jeg ikke er. Vi har lidt kontakt nu og da, og efter Hertha Berlin-kampen sidste år, spurgte han mig på instagram, om det ikke var på tide, at vi lavede et jerseyswap.