Bliv klogere på Brøndby IF's EL-modstander: VPS Vaasa

06.07.2017 22:05

Det blev her til aften afgjort, hvem Brøndby IF’s kommende modstander i Europa League-kvalifikationens anden runde bliver, da VPS Vaasa (Vaasan Palloseura) fra Finland besejrede NK Olimpija Ljubljana 2-0 samlet. Den samlede sejr kom hjem efter en 1-0-sejr på hjemmebanen i Finland, og på udebane kæmpede det finske hold ligeledes en 1-0-sejr hjem, hvilket sendte dem videre.

Det finske hold ligger i indeværende sæson nummer to i den finske liga efter HJK Helsinki. De har haft en blandet sæson, der er 16 kampe gammel, hvor det har været svingende resultater på hjemmebane, og de har været det stærkeste på udebane i den finske liga. Netop hjemmebanen, Hietalahden Stadion (også kaldt Elisa Stadion efter deres sponsor), er nybygget og blev åbnet i 2016, og stadionet kan huse omkring 6000 tilskuere. Stadionet er lokaliseret i Vaasa, som ligger på vestkysten af Finland.

VPS Vaasa bliver trænet af Petri Vourinen, og han har været træner i klubben siden 2008. Han førte holdet til en fjerdeplads i sidste sæson, hvilket sikrede dem adgang til Europa League-kvalifikationen. Holdet har både i 2014/15- og 2015/16-sæsonen været med i Europa League-kvalifikationen, men begge gang er de røget ud i første kvalifikationsrunde til svenske hold. Kun én gang tidligere har de spillet sig forbi første runde, men der skal vi helt tilbage til 98/99-sæsonen. 

Holdets nuværende delte topscorer er Steven Morrissey, som har en fortid i dansk fodbold – nærmere bestemt i Silkeborg IF. Holdets anfører er den finske landsholdsspiller Veli Lampi, der tidligere har optrådt for HJK Helsinki og FC Zürich. Det er et formstærkt hold, som Brøndby-mandskabet skal op imod, da det finske hold er ubesejret i de sidste 9 kampe.

Der venter dermed en spændende opgave for de blågule i anden kvalifikationsrunde af Europa League, når Brøndby Stadion lægger græs til første opgør mod VPS Vaasa torsdag den 13. juli. Husk, at har du sæsonkort, kan du komme ind til den første kamp på Brøndby Stadion kvit og frit - dog vil der til kampen ikke være nummerede pladser, og man kan derfor ikke regne med at sidde på sin sæsonkortplads. Ligeledes vil det kun være de nedre tribuner til Sydsiden, Loxam og J. Jensen, der vil blive åbnet til kampen. 

Du kan købe billetter til kampen her.

Returopgøret spilles torsdag den 20. juli i Finland.