Bech: Kliment ved, hvad vi forventer af ham
07.07.2017 16:00
For et år siden bød Brøndby IF velkommen til den tjekkiske angriber, Jan Kliment, på en etårig lejekontrakt fra 2. Bundesliga-klubben VfB Stuttgart. Nu er lejekontrakten blevet forlænget med et år, så den løber til sommeren 2018. Sportsdirektør Troels Bech fortæller her om aftalen med Jan Kliment.
- Vi havde stor tiltro til Jans evner for et år siden, da han kom til klubben, og det har vi stadig. Alex og jeg kan se, at Jan har et meget stort potentiale, og det er det potentiale, vi ønsker at arbejde videre med at få indfriet. Jan er ikke bange for at arbejde hårdt, og han ved, hvad vi forventer af ham, så nu skal arbejdshandskerne på - og så skal kampene og målene nok komme. Det er så nemt i fodboldens verden at smide ud og finde noget nyt. Det var da også en overvejelse, vi havde, da det jo nærmest er en automatreaktion i et transfervindue, at nyt altid er bedre. Tålmodighed er en dyd i strategi 6.4, og det er denne tålmodighed, vi også skal udvise med de spillere, vi tror på, kan løfte os på sigt. Og det tror vi som sagt, at Jan kan.
Jan Kliment optrådte 21 gange for Brøndby IF i forrige sæson og scorede et enkelt mål.
- Udebanekampen mod Lyngby BK den 9. april i seneste sæson var for mig et godt eksempel på, at hans første sæson i Brøndby var mere stolpe ud end stolpe ind. Han var måske vores bedste spiller i store dele af kampen, men ind ville bolden ikke. I kampen viste han dog meget af det, vi efterspørger - nemlig et voldsomt stort løbepensum, en dygtighed til at presse modstanderen og en stor taktisk forståelse for vores måde at spille på. Og hvis man har set vores træninger, så vil man ikke være i tvivl om, at en af grundende til, at Pukki og Wilczek løftede deres niveau i forrige sæson, var, at Kliment pressede dem ganske betragteligt til træning.
Den tjekkiske angriber er glad for, at han kan se frem til endnu et år i Brøndby IF. Og det skyldes i høj grad den gode stemning, der er i hele klubben.
- Først og fremmest vil jeg gerne sige tak for muligheden. Jeg er meget glad for at være i Brøndby, og jeg kan rigtig godt lide den familiære følelse, der er i klubben. Det er noget helt specielt. Så jeg er meget glad for ikke at skulle bekymre mig om, hvad der skal ske næste sæson, og at jeg bare kan koncentrere mig om at spille godt for Brøndby IF, fortæller Jan Kliment, der har vist målnæse i træningskampene, hvor det senest blev til to mål i storsejren over Qarabag FK. Og Kliment håber, at det bliver til mange flere, når sæsonen begynder.
- Jeg håber, at mit andet år vil blive bedre. Jeg vil gerne hjælpe holdet mere, end jeg gjorde sidste år, og jeg vil selvfølgelig også gerne tilbagebetale tilliden fra Coach og Troels. Jeg er jo angriber, så det betyder, at jeg skal score flere mål og skabe flere chancer.
Jan Kliment vil i den kommende sæson fortsat have trøjenummer 29.
Foto: Getty Images