Arbejdernes Landsbank sikrer gratis stream af træningskampe

30.06.2017 10:00

Drengene fra Vestegnen rejser i morgen på træningslejr til Østrig. Her skal der trænes igennem og finpudses detaljer op til den nye sæson, hvor sæsonens første Europa League kvalifikationskamp finder sted om knap to uger.

Træningslejren byder blandt andet på to træningskampe mod Qarabag FK fra Aserbajdsan og FK Rostov fra Rusland, og vi kan med glæde fortælle, at vi i samarbejde med Arbejdernes Landsbank har sikret, at begge disse kampe nu bliver streamet live på Brøndby IF's youtube-kanal, og at begge kampe vises gratis for Brøndby-fans.

Kommunikations- og marketingdirektør hos Arbejdernes Landsbank, Peter Froulund, fortæller her om samarbejdet:

- Som hovedsponsor i Brøndby IF handler det ikke blot om at være på brystet af trøjen og få en masse eksponering, men ligeså meget om at tage aktiv del i det store fællesskab, som Brøndby IF er kendt for. Med Danmarks største fanbase så ved vi, at der er rigtig mange, som ønsker at se de to træningskampe, så da Brøndby IF henvendte sig med muligheden for, at vi kunne sikre de mange tusind Brøndby-fans gratis streaming af kampen, så var vi ikke i tvivl. Det glæder os, at vi med initiativer som disse kan give tilbage til det store fællesskab.

De to kampe spilles på følgende tidspunkter:

2. juli kl.19:00: Brøndby IF – Qarabag FK

8. juli kl.18:30: Brøndby IF - FK Rostov

De to kampe vil blive streamet live på Brøndby IF's Youtube-kanal. Mere info kommer i de nærmeste dage på Brøndby IF's sociale medie-platforme.

Foto: Getty Images