16. JUNI 2017 kl. 12:00
Bech: Timing er altafgørende i et transfervindue

Sommerens transfervindue er begyndt, og det betyder som altid en masse spekulation og snak om de spillere, der siger farvel til Vestegnen, og nye spillere, der trækker i de blå og gule farver. brondby.com har talt med sportsdirektør Troels Bech om sommerens transfervindue, og hvad vi kan forvente.
 
Sommerens transfervindue er netop begyndt. Hvad er det for et transfervindue, vi går ind til?

Transfervinduer er altid interessante, og derfor adskiller dette vindue sig ikke markant fra mange af de tidligere transfervinduer, vi har haft. Vi har sagt farvel til en del spillere, men det er i sig selv ikke usædvanligt. Sidste sommer sagde vi farvel til navne som Johan Elmander, Daniel Agger og Riza Durmisi, og denne sommer er det så blandt andre midtbanespillerne Lebogang Phiri, Rodolph Austin og Frederik Holst, vi har sagt farvel til - og så selvfølgelig Thomas Kahlenberg. Der, hvor dette vindue adskiller sig en smule, er, at det er mange midtbanespillere, vi har sagt farvel til, og derfor har vi helt naturligt et stort fokus på at finde de rigtige erstatninger til vores midtbane, og det er vi i fuld gang med.
 
Er der udstukket nogen rammer for dit arbejde i dette transfervindue?

Vi styrer skarpt efter strategi 6.4. Det betyder, at vi helt efter planen, som vi lagde sidste år, har nogle klare økonomiske rammer, som vi arbejder indenfor, og det kræver, at når vi skriver en kontrakt med en spiller, så skal vi være meget sikre i vores sag. Disse rammer betyder også, at pris og timing er to altafgørende parametre for os i dette- og i de kommende transfervinduer. Vi er afhængige af en række eksterne faktorer for at lykkes med vores transfers, og derfor bruger vi meget tid på forberedelse, så vi har det størst mulige markedskendskab. Og så skal vi næsten være vågne 24 timer i døgnet hele sommeren, så vi kan slå til på det rigtige tidspunkt. Et godt eksempel fra sidste sæson er Hany Mukthar, hvor vi igennem grundig forberedelse ramte prisen og timingen helt rigtig - både for os og ham. 
 
Du nævner, at vores økonomiske transferramme følger strategi 6.4. Kan du komme nærmere ind på det?

Som udstukket af strategi 6.4 så skal vi være meget økonomisk bevidste. Vi har et økonomisk råderum, som vi arbejder ud fra, men det er ikke et budget, der tillader det, jeg vil kalde store ”show off” transfers. Vi skal få mere ud af en smule mindre, hvilket vi allerede i sidste sæson beviste, at vi kunne. 
 
Det lyder til, at nøgleordet for dig i forhold til et godt transfervindue er ”forberedelse”. Er det korrekt?

Ja, langt hen ad vejen handler det i mine øjne om forberedelse og kendskab til markedet. Men i det skakspil, som et transfervindue jo er, så er der selvfølgelig en række andre faktorer end ens egen indsats, der kan gøre en forskel. Der er både en klub, der skal være parat til at afgive en spiller til den rigtige pris, og en spiller, som skal ønske at trække den gule trøje på. Men også en agent, som skal se fidusen i det hele. Vi arbejder derfor med rigtig mange fugle på taget, men vi ved også, i hvilken rækkefølge vi ønsker at gribe ud efter dem.
 
I transfervinduer risikerer man jo også at miste spillere. Hvordan er du forberedt på det?

Vi forventer, at der i løbet af transfervinduet vil komme en efterspørgsel på vores spillere – eksempelvis Frederik Rønnow - efter en så god sæson, som den vi lige har haft. Hvis og hvornår efterspørgslen kommer, ved vi af gode grunde ikke, men vi er forberedte. Rent økonomisk så vil et større salg af en spiller øge det økonomiske råderum, vi har til transfers, så vi arbejder med flere scenarier.
 
Hvad betyder det, at sommerens transfervindue løber helt til 1. september i modsætning til vinterens ene måned?

Sommertransfervinduer er notorisk sværere. Det er et langstrakt vindue, hvor vi danske klubber allerede starter i juli med europæiske kampe samt kampe i Alka Superligaen, hvor der stadig er 8-9 uger tilbage af vinduet og masser af kampe at spille.  Der kan ske så meget på de 8-9 uger, og af erfaring ved vi, at der i slutningen af vinduet - og gerne i den sidste uge af vinduet - kan ske rigtig meget. Så det er et svært vindue, for man vil gerne være klar så tidligt som muligt, men mange gange kan den gode handel først laves sidst i vinduet. Og her er det, at timing igen er vigtig.
 
Kan det ikke krible i fingrene at få lukket aftaler med spillere så tidligt som muligt?

Jo da, og jeg forstår godt, at man kan blive ivrig over at få spillere ind, men man skal huske, at kontrakterne, vi indgår, rækker to, tre og fire år ud i tiden. Så iveren efter at have hele truppen samlet og i form til første træningskamp må helst ikke betyde, at vi forhaster os og tager uovervejede beslutninger. Mange gange åbner der sig også nye - og mange gange bedre - muligheder i løbet af et transfervindue, så tålmodighed er en dyd, men man kommer selvfølgelig ikke sovende til noget i et transfervindue.
 
Afslutningsvis, hvad er så det vigtigste for dig i dette transfervindue?

At vi skal huske det lange perspektiv i alt, hvad vi foretager os - også når det gælder transfervinduet, og det kribler i fingrene. Så det prøver jeg efter bedste evne at forvalte i rollen som sportsdirektør.