Vilfort: Kampen mod Tyskland får det til at krible

03.06.2017 09:10

På tirsdag gælder det jubilæumskampen mod Tyskland. Storebror fra syd er aldrig rigtig kommet sig over nederlaget i EM-finalen i 1992, og her 25 år efter den danske triumf er det tid til at de to hold mødes igen – denne gang på Brøndby Stadion.

Og det bliver en speciel dag for EM-helten og Brøndby-legenden Kim Vilfort.

- Det kribler lidt mere i kroppen op til kampen på tirsdag i forhold til en almindelig landskamp. I dagligdagen tænker jeg ikke over det, men som kampen nærmer sig, gør jeg da mere og mere. Vi (de gamle spillere, red.) har også et arrangement selv, og man skal nok blive mindet om det.

- Det er altid sjovt, når der er et jubilæum, og man skal fejre tingene på en eller anden måde. Når det bliver fejret på en måde, der hænger sammen med det, der skete dengang, og det er mod den samme modstander, så er der en god logik i, at det er lidt sjovere, end hvis det havde været Venezuela eller nogle andre, Danmark skulle spille mod, lyder det fra Vilfort.

Han tror på, at det danske landshold kan gå en god fremtid i møde, men der er også ting, der er vigtig for spillerne at huske på, hvis de vil opnå store resultater.

- Chancen for triumfer er der altid. Det vigtigste er, at man tror på det, og man gør det med realisme. Det er de to vigtigste ting. Når man er en lille nation, så skal det hele flaske sig, men hvis man ikke tror på det, så sker det ikke.

Ligegyldigt hvem der vinder kampen på tirsdag, så kommer tyskerne nok ikke til at glemme EM '92 foreløbig – heller ikke selv om der nu er gået 25 år. 

- Det har givet landskampene med Tyskland lidt ekstra med den EM-triumf. Om det holder 100 år, ved jeg ikke, men det er sjovt nu, fordi det hele tiden er en slags revanche for finalen i ’92 – og så er det jo storebror og lillebror på en eller anden facon i Europa, så derfor er der noget hype omkring de kampe.

- Men det er klart, at indtil der er gået rigtig mange år, så er det en slags revanche for dem, fordi vi ikke har mødtes i en anden meget vigtig kamp siden, lyder det fra Kim Vilfort.

Du kan købe billet til kampen mod de regerende verdensmestre på Brøndby Stadion her. Priserne starter fra bare 100 kr. 

Foto: Getty Images