Ebbe Sand og Turbo slog FCK i pokalfinalen

25.05.2017 08:30

I forbindelse med den kommende pokalfinale har vi taget en snak med tidligere pokalvindere for Brøndby IF. I dag runder vi af med angriberne.

- Det er noget helt specielt at spille en pokalfinale. Der er kun det ene skud i bøssen, hvor du i ligaen kan have en dårlig dag og hente det tabte i en anden spillerunde.

- Sådan er det ikke i pokalfinalen. Her er der kontant afregning.

Ebbe Sand ved, hvad han taler om. Han har stået i masser af pokalfinaler med Brøndby IF og senere med Schalke 04. Og så har han prøvet at slå netop FC København i en pokalfinale.

- Vi vandt 4-1 over dem i pokalfinalen i 1998, hvor jeg også scorede det ene mål. Det var en fantastisk dag – og så slog vi dem 4-1 igen tre dage senere i Superligaen.

Bent ’Turbo’ Christensen Arensøe er en anden angriber med en stor plads i Brøndby IF’s historie. Han ser også en pokalfinale som noget særligt.

- En pokalfinale er noget specielt, fordi det er en anden turneringsform – man kommer i en anden tilstand. Og de finaler, jeg har spillet, har været mod tophold (Næstved ’89 og FCK ’98), og dermed har der været en rivalisering, der gav kampen mere kant, siger den nuværende A+-træner i Brøndby IF.

Han ved, hvad det kræver, at skulle gå ind på nationalarenaen til så stor en kamp.

- En af de vigtigste ting er at få styr på nerverne. Jo mere pres, desto mere får man kørt sig selv op – man skal finde det rigtige leje, hvor man ikke bliver nervøs og tænker over konsekvenserne, hvis man brænder en chance. Man skal have kontrol på sig selv. 

Også Ebbe Sand husker, hvordan det var at forberede sig til en pokalfinale.

- Det er fedt at nå en finale, og de fleste spillere får formentlig kun den ene chance for at spille en pokalfinale. Derfor er man ekstra tændt, ekstra spændt til sådan en kamp. Det er en fed oplevelse at spille en finale, men det er først rigtig sjovt, når man står som vinder bagefter, siger den legendariske Brøndby-angriber.

Han håber på en Brøndby-sejr.

- Den behøver ikke blive 4-1 igen. 2-1 eller bare 1-0 er nok. 

Foto: Getty Images