Larsson: Ingen grund til at komme i den røde zone allerede

24.05.2017 16:50

Når det på torsdag går løs i pokalfinalen mellem Brøndby IF og FC København, vil det for mange af Brøndby-spillerne være ubetrådt land. Men for anfører Johan Larsson er det ikke første gang, han står i en pokalfinale. I 2014 stod han sammen med sin daværende klub, Elfsborg IF, i finalen, som de endte med at vinde 1-0. Svenskeren spillede selvfølgelig alle 90 minutter.

- Vi spillede mod Helsingborg i finalen, og det var en utrolig vigtig kamp med en masse nerve i. Desværre var der ikke så mange fans på stadion, fordi den blev spillet i Stockholm, hvor der var henholdsvis fire og seks timers rejsetid for de to klubber. Så det blev ikke den indramning, som en finale fortjener. Men den, er jeg sikker på, kommer på torsdag - både før og under kampen, hvor vores fans vil skabe en god stemning og hjælpe hinanden med at få en god oplevelse, fortæller Johan Larsson.

Netop stemningen til torsdagens finale bliver formentlig anderledes end Larssons tidligere minder om pokalfinale. Erfaringen fra den tidligere finale vil han dog måske trække på alligevel, når han som anfører skal give de sidste dessiner inden kampen.

- Jeg plejer at snakke med spillerne inden kampen, og jeg forbereder mig ikke rigtig på, hvad jeg skal sige. Måske kommer der noget spontant om den tidligere finale - det vil jeg ikke udelukke. 

Hvad, han til gengæld ved, er, at det handler om at holde hovedet koldt op til kampen. Og det bliver backens fornemmeste opgave inden torsdagens kamp.

- Det er en utrolig vigtig kamp, og "the winner takes it all", men det er vigtigt at se det som en almindelig kamp, for hvis der går for meget nerve i, så bliver det hurtigt tilfældigt, og man glemmer taktikken.

- Jeg prøver at slappe af i dagene op til. Selv om den er vigtig, er der ingen grund til at komme op i den røde zone allerede. Det venter jeg med til på torsdag.

Johan Larsson har været med i størstedelen af kampene denne sæson, og han håber, at holdet kan spille på samme måde, som har givet dem sølv i ligaen og altså en plads i pokalfinalen.

- Først og fremmest skal vi have gang i vores spil. Det er det, vi har været så gode til hele sæsonen, og det skal vi finde frem igen på torsdag. Vi har været en enhed, og vi har haft en god holdånd, så det skal vi huske på, og så skal der nok helt automatisk komme knald på til finalen.

- Der kommer også knald på fra tribunerne og før kampen, og jeg håber, at alle kan nyde og se det som en fodboldfest for fællesskabet.

Husk, at der er stor fanzone i Fælledparken op til kampen. Læs mere om det her.

Du kan i skrivende stund få odds 4.75, hvis du hos Bet25 spiller på en sejr til Brøndby IF.

Foto: Getty Images