Warming om sin debut: Er jeg den yngste nogensinde?

22.05.2017 12:25

16 år og 348 dage.

Med ovenstående alder blev Magnus Warming i aftes den yngste Brøndby-debutant i den bedste danske række nogensinde.

- Jeg vidste ikke, jeg var den yngste, sagde den unge debutant efter sin første kamp for Brøndby IF’s bedste mandskab.

- Det var utroligt fedt og ikke rigtig noget, jeg havde regnet med.

U17-spilleren vidste ikke før fredag morgen, at han var udtaget til truppen mod SønderjyskE.

- Jeg blev rigtig glad, da Bent (”Turbo” Christensen Arensøe,  A+-træner, red.) fortalte mig det. Jeg troede i starten, at han tog pis på mig, men så var det rigtigt nok. 

Den offensive midtbanespiller, der de seneste to år har gået på Brøndby Idrætsefterskole, vidste ikke, at han også ville komme på banen.

- Det var først to minutter inden, jeg blev skiftet ind, at jeg fik at vide, at jeg ville få spilletid.

- Det er noget, jeg altid har drømt om – at spille i den bedste række og spille for så mange tilskuere. Men da jeg kom på banen, lagde jeg ikke så meget mærke til det. Jeg glemte det hele udenom. Der var det bare en fodboldkamp, der skulle spilles.

Inden indskiftningen fik Magnus Warming et par ord med på vejen fra Alexander Zorniger.

- Han sagde, at jeg skulle gå ind og spille, som jeg plejer at spille og bare klø på. 

- Det er gået rigtig stærkt for mig i Brøndby, og det (min debut, red.) giver mig bare endnu mere smag for det, lød det fra den glade debutant.

Foto: Getty Images