Hermannsson: Vi vil vinde – for os og fansene

12.05.2017 09:31

Endnu et Derby står for døren, og på søndag lægger Telia Parken græs til denne sæsons sidste opgør mellem Brøndby IF og FC København i Alka Superligaen.

Brøndby IF har allerede sikret sig sølvet og andenpladsen i Alka Superligaen, ligesom søndagens modstandere har sikret sig mesterskabet.

Spørger man Hjörtur Hermannsson, så får fordelingen af medaljerne dog ikke indflydelse på opgøret.

- Sølv eller guld har ikke betydning for kampen. Det er et Derby, og vi går ind til alle Derbyer for at vinde.  Vi har sagt i denne sæson, at vi er i stand til at slå dem. Det er desværre ikke sket endnu med to uafgjorte og et smalt nederlag

- Men vi glæder os til at vise fansene, at vi vil vinde – for os og dem, siger den islandske forsvarsspiller.

Og skulle man være i tvivl om, hvor meget Hjörtur Hermannsson kan mærke intensiteten i og op til kampene mod FC København, så kan man roligt lægge den tvivl til side.

- Hvis jeg taler for de "nye" spillere og primært mig selv, så kan man mærke, hvor vigtigt et Derby er, når man kommer til Brøndby IF. Både for fans og klubben. Man kan mærke, hvordan der bliver skruet lidt mere op for det hele herude. Måske er det ikke alle spillere, der kender hele historien mellem os og FCK, men ingen er i tvivl om, at til et Derby handler det om at vise, at man kan og vil være med i de største kampe.

- Vi kan mærke det på Brøndby-drengene i truppen – på Holst, på Kalle og alle de andre, hvor vigtigt det her er. Det smitter af på os, så jeg tror ikke, at det ville have ændret noget, hvis det havde været 11 spillere, der alle var vokset op i Brøndby IF, der gik på banen. Ingen af os andre er i tvivl om, hvad der er på spil, og hvor meget det betyder at vinde de her kampe, understreger Hermannsson.

At der om små to uger venter en pokalfinale mod samme modstander får ikke den store indflydelse på søndagens kamp.

- Alle kampe er vigtige, men der er bare mere på spil i et Derby. Der er mere prestige, der er håneretten. Der gælder så meget mere end point i et Derby. 

- Vi skal møde dem to gange på kort tid. Det er ikke så tit, at to hold får lov til at føle hinanden på tænderne inden en pokalfinale, men jeg tror ikke, det får den store indflydelse på kampene. Vi ved, hvordan de spiller, og de ved, hvordan vi spiller. Vi skal ud og slås for de tre point og vise, at vi er bedst på dagen - ligesom vi skal i pokalfinalen, når den tid kommer, lyder det fra en kampklar islænding.

Du kan hos Bet 25 i skrivende stund få odds 5.25, hvis du spiller på en Brøndby-sejr i Telia Parken på søndag.

Foto: Getty Images