Ny cheftræner for Brøndby Masterclass U19

15.05.2017 11:00

Med udgangen af denne sæson stopper Auri Skarbalius som cheftræner for Brøndby IF’s U19-hold. Her overlader han ansvaret til sin nuværende assistent, Frederik Birk. 

Frederik Birk har været i klubben siden 2014, hvor han startede med at arbejde sammen med Per Frandsen, og så sent som sidste forår fik han chancen for at stå i spidsen for mandskabet, da Auri blev rykket op på Alka Superliga-holdet. Og det var her, assistenten for alvor fik smag for cheftrænergerningen.

- Da jeg havde ansvaret for holdet, tændtes en cheftrænerild i mig, og jeg kunne godt mærke, at det var noget, jeg nød og trivedes med, og jeg kunne godt se mig selv i den stilling i fremtiden. Så ved udgangen af det halve år, jeg havde i spidsen for holdet, aftalte jeg med mig selv, at hvis chancen bød sig igen, ville jeg stå klar og tage den. Så det er selvfølgelig med glæde, at jeg tiltræder stillingen som cheftræner igen, fortæller Frederik Birk.

Han skulle dermed kun vente et år på den chance. Selv føler Frederik Birk, at han er moden til opgaven – og det skyldes blandt andet et godt makkerskab med den tidligere Brøndby-back.

- Jeg har haft et rigtig godt samarbejde med Auri i to år, hvor han har fungeret som ikke blot lærermester og stor inspirationskilde, men også en rigtig god ven efterhånden. Så det er da også vemodigt at skulle sige farvel til Auri, men samtidig glæder jeg mig rigtig meget til selv at skulle stå i spidsen for holdet.

- Som mennesker såvel som trænere gennemgår man en rejse i de erfaringer, man gør sig. Og i det halve år var jeg jo helt ny og uprøvet, så der var nogle gange, hvor jeg tænkte, at jeg nok kunne have gjort det anderledes. Men jeg blev klogere, og jeg kunne mærke, at det var den vej, jeg skulle gå.

Efter at have været assistenttræner gennem hele sæsonen har Birk et godt kendskab til spillertruppen på U19-holdet. Og den kommende cheftræner ser gode muligheder i de unge Brøndby-spillere.

- Det er en homogen gruppe, der gerne vil lære og suge til sig, så de er villige til at give den gas på træningsbanen. De står godt sammen om fællesskabet, og det bliver også udgangspunktet i vores arbejde, da det er en af kerneværdierne i Brøndby Masterclass. Så jeg glæder mig meget til at arbejde videre med dem, lyder det fra den kommende cheftræner på U19.