21. APRIL 2017 kl. 06:00
34 % flere solgte sæsonkort i denne sæson

Opbakningen til Brøndby IF på Brøndby Stadion i denne sæson har været fantastisk, og viljen til at hjælpe de blågule spillere på Brøndby Stadions græstæppe har taget et markant ryk fremad.

Således er der i den igangværende sæson solgt næsten 34 procent flere sæsonkort sammenholdt med tal fra sidste sæson.

Med andre ord er der solgt mere end 7.000 sæsonkort til Brøndby Stadion i denne sæson.

- Det er en imponerende opbakning fra vores fans, og den vokale og visuelle ramme, de giver spillere og alle andre gæster på Brøndby Stadion og i tv-stuerne, er enestående i Danmark.

- Vi er med lanceringen af Strategi 6.4 inde i en periode, hvor vi er ved at tilpasse vores forretning til den økonomiske virkelighed, vi opererer i. Der har vi så formået at skabe et fodboldhold og nogle rammer og oplevelser på Brøndby Stadion, som vores fans belønner. Det er vi både glade for og stolte over, fortæller administrerende direktør Jesper Jørgensen.

Ud over de flotte tal på sæsonkort er fodboldkampe i Danmark med Brøndby IF som den ene deltager også de bedst besøgte kampe i landet. På Brøndby Stadion er der indtil videre i denne sæson registreret en tilskuerfremgang på 4,2 procent i Alka Superligaen i forhold til sidste år (danskfodbold.com).

- De mange solgte sæsonkort giver forhåbninger om endnu flere tilskuere og endnu bedre stemning på Brøndby Stadion til næste sæson, siger Jesper Jørgensen.

Hos tv-seerne er Brøndby IF også det suverænt mest sete hold. Efter de første 28 runder i denne sæsons Alka Superliga er gennemsnittet af tv-seere til de tre mest sete klubber som følger:

Brøndby IF: 119.161
FC København: 87.935
FC Midtjylland: 69.968

Foto: Getty Images