20. MARTS 2017 kl. 12:05
Kalmár om sejren over Lyngby: Fortjent vi vandt

I fraværet af Hany Mukhtar kom den ungarske landsholdsspiller Zsolt Kalmár ind på den offensive midtbane i sejren på 3-2 over Lyngby BK søndag aften.

Efter kampen var det en glad Kalmár, der talte med brondby.com.

- Jeg følte mig godt tilpas derinde, og vi viste, at vi er stærke sammen som hold. Vi arbejdede godt sammen, og det var helt fortjent, vi vandt.

- Vi skabte mange chancer, jeg er rigtig glad på holdets vegne.

Midtbanespilleren kom til i vinterens transfervindue og har i foråret primært spillet lidt længere tilbage på midten, men det betyder ikke det store for ham.

- Jeg kan spille både som 8’er og 10’er, men jeg spiller der, hvor coach beder mig om at spille.

- Det er dygtige spillere, jeg spiller sammen med, og jo mere jeg spiller, desto bedre bliver min indbyrdes forståelse med resten af holdet, lyder det fra Kalmár.

Foto: Getty Images