8. MARTS 2017 kl. 20:45
Zsolt Kalmár: Glad for mit første Brøndby-mål

Den ungarske landsholdsspiller Zsolt Kalmar spillede fuld tid i pokalkampen mod BK Marienlyst, og han fik i første halvleg scoret sit første mål for Brøndby IF, der vandt kampen 4-1.

- Jeg er glad for at få scoret mit første mål for klubben. Jeg har været tæt på et par gange, og i dag gik den så ind. Det nød jeg virkelig, lød det fra midtbanespilleren efter kampen.

Det blev en kamp med to forskellige halvlege, hvor alle målene blev scoret i den første.

- De stod meget kompakt, og så bliver det altid lidt svært. Men vi fik skabet en masse målchancer, og heldigvis gik fire af dem ind.

- Efter pausen var det lidt anderledes, for vi fik stadig skabt chancer, men der manglede lige det sidste i de afgørende afleveringer. Vi kom til et par gode momenter, hvor vores presspil virkede godt, men desværre ingen mål, lød det fra Kalmár, der ser frem til næste runde i DBU Pokalen, når den tid kommer.

- Lige nu glæder vi os over denne sejr og pladsen i kvartfinalen. Vi vil rigtig gerne i finalen og vinde den, så det var et godt skridt i den retning i dag. Men nu er fokus tilbage på Alka Superligaen og kampen mod AC Horsens på søndag.

Lodtrækningen til kvartfinalerne i DBU Pokalen finder sted den 17. marts 2017.

Foto: Getty Images