8. MARTS 2017 kl. 20:55
Zorniger: Vi er videre

Aftenens pokalsejr over BK Marienlyst betyder, at Brøndby IF er videre til kvartfinalerne i årets pokalturnering.

Efter kampen fangede brondby.com cheftræner Alexander Zorniger for en reaktion.

- Vi spillede en fornuftig første halvleg og får lukket kampen. I anden halvleg laver vi en del ændringer, der desværre fjernede noget rytme i vores opspil. Jeg sagde før kampen, at vi ikke ville ændre på for mange pladser, for jeg ville ikke eksperimentere alt for meget med spillere på uvante positioner, for vi har vist, at vi har en stærk stamme på holdet.

- Selvom der var friske ansigter i startelveren, så var Nørgaard den eneste i startelveren, der reelt set spillede på en position, han ikke har spillet længe, da de andre spillede på positioner de er ”skolet” til. I anden halvleg ændrede vi på nogle positioner i takt med at kampen skred frem. 

- I aften var det især i anden halvleg tydeligt at se, at når vi rokerer meget rundt, så får vi det svært. Men det er ingen overraskelse, og det vigtigste i aften var at komme videre og få minutter i benene på nogle af de spillere, der ikke har startet inde i et stykke tid. 

Lodtrækningen til kvartfinalerne i DBU Pokalen finder sted 17. marts og kvartfinalen spilles den 5./6. april.

Foto: Getty Images