12. FEBRUAR 2017 kl. 12:58
Vedrørende Derby i Telia Parken den 19. februar

Tidligere i dag har Brøndby Support og Alpha udsendt en fælles meddelelse, hvor de oplyser, at de forhold, de bliver budt i Telia Parken, ikke gør det muligt for dem at støtte Brøndby IF til kampen den 19. februar. De har derfor valgt at udeblive fra det forestående Derby.

Vi har i Brøndby IF den stærkeste tolvtemand i hele Alka Superligaen, og jo færre fans der er med til at støtte os fra tribunen, desto større en hæmsko vil det være for vores hold. Det er voldsomt motiverende for vores spillere at få støtte og opbakning på udebane, men hvis nogle fans mener, at de forhold de, bliver stillet i udsigt på et udebaneafsnit, ikke er rejsen og billetten værd, så hverken kan eller vil vi tvinge fans til at møde op, selvom det selvfølgelig er en ærgerlig situation for alle parter.

Behovet for en konkret afklaring på fremtidige fanforhold til Derby-opgørene er i dag mere presserende end nogensinde, og vi ser meget frem til at påbegynde dialogen med FC København efter næste weekends kamp.

Indtil da ændrer dagens udmelding fra to af vores fangrupperinger ikke ved, at vi sætter de 1.400 billetter, vi har modtaget til udebaneafsnittet til kampen i Telia Parken den 19. februar, til salg i morgen mandag kl.15:00, hvor sæsonkortholdere i første omgang har forkøbsret.

Mere information om billetsalget kan læses her.

Vi ønsker alle et godt Derby!

Foto: Getty Images