7. FEBRUAR 2017 kl. 14:39
Phiri: Vi viser flere dimensioner i vores spil

Lebogang Phiri spillede alle 90 minutter i dagens træningskamp mod IFK Göteborg. I det første opgør i Dubai sad Phiri ude med sygdom, og derfor var han glad for at komme i kamp igen.

- Jeg er kommet ovenpå igen efter min sygdom, og i dag spillede jeg 90 minutter. Det var dejligt, og jeg synes, at det var en hæderlig præstation. Min udholdenhed skal stadig forbedres en smule, inden sæsonen sparkes i gang igen, men vi er bestemt på rette vej.

Phiri startede opgøret i en bred position foran Johan Larsson, og senere i opgøret rykkede han længere ind centralt. Det er nyt for den eksplosive midtbanespiller, men han er meget tilfreds med, at holdet viste, at de har mange elementer i spillet.

- Vi viste, at vi er et hold, der besidder flere dimensioner i spillet. Vi har forskellige formationer og taktikker, så vi kan ændre stilen i løbet af kampen. Det hjælper alle til at udvikle sig, fordi man er nødt til at være klog.

- Jeg spillede både bredt og mere centralt, og det var min første kamp i en så bred position, men hvor jeg også trækker ind i banen. Jeg synes dog, vi formåede at skabe en del chancer i første halvleg med den formation, så det er et fint våben at have i baglommen.

Kampen endte uden vinder efter ordinær spilletid, og i den efterfølgende straffesparkskonkurrence trak svenskerne det længste strå. Ved stillingen 2-1 havde Phiri ellers en god mulighed for at udbygge føringen, da han blev spillet fri ved bagstolpen. Selv om det ikke lykkedes at finde vej til nettet, påpeger han, at situationen var rigtig god for holdet.

- Svenn lagde et rigtig fint indlæg, og jeg mener naturligvis, vi skulle have scoret. Vi havde en trippel-chance, men vi må også give kredit til målmanden, fordi han lavede tre gode redninger inden for få sekunder.

- Det positive er, at der i situationen var mere end tre spillere i feltet, og to midtbanespillere kom til afslutning. Det viser, at alle er villige til at løbe de ekstra meter for at komme med i feltet og for at gøre situationen endnu farligere.

Næste test for de blågule er på søndag på udebane mod OB.