4. FEBRUAR 2017 kl. 17:27
Derby-succes i træningskampe for U17 og U19

De ældste Masterclass-hold kom for anden weekend i træk på store opgaver. Sidste uge var det på udebane mod Wolfsburgs tilsvarende mandskaber, mens denne uges kampe stod på kampe mod FC Københavns U19- og U17-hold.

Fredag var U19 en tur i Parken, hvor de fik lov til at prøve at spille på en stor arena – dog uden tilskuere.

- Begge hold havde spillere med Alka Superliga-trupperne på træningslejr i Dubai, men det ændrede ikke på kvaliteten i kampen.

- Vi kom bedst ud til første halvleg og får tilkæmpet os et straffespark tidligt i kampen. Det misbruger vi desværre, og mod slutningen af halvlegen kommer vi under pres, men kommer til pausen med 0-0, fortæller U19’s assistenttræner Frederik Birk.

Han kunne se en anden halvleg, hvor der var længere mellem chancerne, men den afgørende chance kom til de blå-gule mod slutningen af kampen.

- Ertugrul Teksen kommer fri i venstre side af deres felt, hvor han sender en bold skråt tilbage til Jonas ”Mini” Madsen, der sender bolden over i det lange hjørne til slutresultatet 1-0.

- Det var en intens kamp, hvor begge hold leverede i duellerne og synes at spille sig fuldt ud, så både kampen og spillestedet var god læring for drengene, lyder det fra Frederik Birk.

I dag var det så U17’s tur til at møde FC København. Det var hjemme på Brøndby IF’s anlæg, og det blev en god oplevelse for cheftræner Frank Hjortebjerg, der så sit hold vinde 4-0. Alligevel var han ikke helt tilfreds med præstationen.

- Vi starter skidt i vores pres og kunne sagtens være kommet bagud efter fem minutter, men det blev bedre som kampen skred frem. Vi får holdt FCK fra de store chancer, men retfærdigvis skal det også siges, at de vist nok var ramt af et par afbud.

- Afslutningsspillet er vi gode i og får scoret nogle fine mål og har chancer til flere. Vi er bedre end FCK i dag, men jeg synes, at vi i sidste weekend mod Wolfsburg rammer mindst lige så højt et niveau og på nogle parametre, var vi faktisk stærkere, siger Frank Hjortebjerg.

U17-cheftræneren kalder træningskampen og indsatsen for godkendt, men der er også lidt at arbejde med frem mod sæsonstart.

- Vi sjusker for meget på bolden, spiller ikke hurtigt nok og varieret nok i vores opbygningsspil, men vi er tilfredse med et clean sheet og fire mål.

Målscorerne for U17 var Jesper ”Jobbe” Lindstrøm, Muamer Brajanac (2) og Andreas Pyndt.