30. JANUAR 2017 kl. 16:00
Jacob Pryts udlejes til Næstved Boldklub

Når Brøndby-truppen tirsdag rejser på træningslejr, bliver det uden Jacob Pryts. Den 18-årige målmand har nemlig skrevet under på en lejeaftale med Næstved Boldklub fra 1. division, og det betyder, at der er udsigt til værdifuld spilletid på seniorniveau i foråret.

- Jacob er en ung, talentfuld målmand, og håbet med lejeaftalen i dette forår er selvfølgelig, at vi kan sætte yderligere skub i en i forvejen positiv udvikling. Vi har p.t. fire målmænd i Superliga-truppen, og aftalen med Næstved Boldklub er derfor en oplagt mulighed til at give Jacob værdifuld erfaring som seniorspiller, siger Troels Bech, sportsdirektør i Brøndby IF.

Tidligere på måneden skrev Jacob Pryts under på en kontraktforlængelse og rykkede samtidig op fra U19- til Superliga-truppen.

Foto: Getty Images