11. JANUAR 2017 kl. 14:58
Erhvervsnetværkene har oplevet et boom i deltagerantallet

63 nye partnere kom til Brøndby IF i 2016, og det er en vækst, som administrerende direktør Jesper Jørgensen er begejstret for.

- Når vi har fremgang både sportsligt og økonomisk, så er det svært ikke at være optimistisk i forhold fremtiden og vores målsætninger for de kommende år.

- En del af den økonomiske fremgang kan vi takke vores fire erhvervsnetværk for. De har det seneste år haft en kraftig vækst i deltagerantallet. På netværksmøderne arbejder vi hele tiden for, at vores partnere ikke kun skal komme for at netværke, men at de kan tage herfra med en følelse af at være blevet klogere og dygtigere efter et netværksarrangement, siger Jesper Jørgensen.

De fire erhvervsnetværk er ”Fællesskabet”, ”Presse og kommunikation”, ”Marketing og salg” og ”Strategi og ledelse”, og i for eksempel ”Strategi og ledelse” steg deltagelsen med 127 procent, mens stigningen i ”Fællesskabet” lyder på 28 procent.

Hos Reklamebureauet Magna, der er partner i Brøndby IF, er direktør Thomas Hansen ikke i tvivl om betydningen og effektiviteten af deltagelsen i Brøndby IF’s erhvervsnetværk.

- Det er meget vigtigt. Det er faktisk alfa omega for vores partnerskab i Brøndby IF.

- Vi finder vores kunder gennem netværk, og der har netværkene i Brøndby IF været en vigtig del, i forhold til at vores omsætning er steget, lyder det fra Thomas Hansen.

Ønsker du at blive partner i Brøndby IF og få adgang til de fire erhvervsnetværk, så klik her.