Forbedringer på vej til Brøndby Stadion

11.12.2016 16:46

Brøndby IF har indgået en aftale med entreprenørvirksomheden J. Jensen omkring forbedring af en række faciliteter nord for Brøndby Stadion til gavn for fans og sponsorer. 

Administrerende direktør Jesper Jørgensen fortæller om investeringerne i Brøndby Stadion:

- Jævnfør vores prospekt har direktionen og bestyrelsen besluttet at anvende størstedelen af provenuet fra emissionen til at forbedre udvalgte faciliteter på og omkring Brøndby Stadion. Vi glæder os over, at vi så hurtigt efter emissionen kan påbegynde arbejdet, så vi kan skabe endnu bedre rammer for vores fans, sponsorer og samarbejdspartnere her på Brøndby Stadion.

De udvalgte projekter er udvalgt med afsæt i Strategi 6.4, og forbedringerne inkluderer etableringen af en asfalteret parkeringsplads, forbedring af cykelparkeringsfaciliteterne og en udbygning af Vilfort-loungen (inkl. opførelse af et nyt tv-studie). Der bliver ligeledes opført en materielhal, hvilket alt i alt betyder, at der bliver investeret for ca. 17 mio. kr. i forbedringer.

- De nye tiltag vil løfte kvaliteten af Brøndby Stadion og forbedre rammerne. Vi har et par mindre projekter på tegnebrættet, men det bliver dog først et stykke ind i det nye år, at vi tager stilling til, hvilke yderligere investeringer vi som klub ønsker at foretage, afslutter Jesper Jørgensen.

J. Jensens salgs- og marketingchef, Kim Østergaard, fortæller følgende om arbejdet, der kommer til at stå på i de kommende måneder:

- Vi glæder os over, at vi kan påbegynde arbejdet på de spændende projekter med det samme. Vi har sammen med Brøndby IF udarbejdet en ambitiøs tidsplan om at have dele af arbejdet stående klar allerede til forårspremieren på hjemmebane mod FC Nordsjælland i starten af marts, mens andre dele af projekterne vil stå klar senere i foråret og hen over sommeren, fortæller Kim Østergaard.