Strategi 6.4 – fra papir til hverdag

06.12.2016 08:15

I foråret 2016 blev Strategi 6.4 præsenteret for offentligheden. Den er rettesnoren i den måde, Brøndby IF vil være fodboldklub og forretning på i fremtiden, og selv om nogle elementer altid har været blandt grundstenene i Brøndby IF, så er der kommet endnu større fokus på at føre dem ud i hverdagen.

- Vi lever Strategi 6.4 hver dag i klubben, men hvis det skal konkretiseres, så kan man i første omgang kigge mod banen. Presfodbolden er et af benene i strategien, og spillestilen er tydelig for enhver. 

- Fællesskabet er ligeledes et af benene, og her kan man igen kigge ud på banen. Der kan man ikke undgå at se fællesskabet mellem spillerne og trænerne, mellem truppen og fansene.  Men fællesskabet stopper ikke her. Fællesskabet inddrager mange andre ting, som måske ikke er synlige for mange i hverdagen, men vi mærker og lever det hver dag, lyder det fra sportsdirektør Troels Bech, der også har et eksempel på fællesskab uden for rampelyset.

- Fredag morgen spiser vi morgenmad sammen, og sammen er administrationen, direktionen, Brøndby Masterclass samt spillere og trænere og ledere fra Superliga-truppen. Det er med til at forstærke fællesskabet, og det giver en mulighed for, at alle kan tale sammen på tværs af afdelingerne. Det er der ikke altid tid til i en hektisk hverdag.

Læs også: Brøndby IF’s fynske forbindelser

Digitaliseringen i og omkring Brøndby IF er et andet mål i Strategi 6.4, og her er der ligeledes sket store fremskridt på mindre end et år.

- Kampprogrammet på tryk er blevet udskiftet med en et digitalt kampprogram i vores app ”Brøndby Matchday”, der giver brugerne en endnu bedre oplevelse på stadion ved blandt andet at se højdepunkter fra kampen, kort tid efter de har fundet sted. Vi har også øget fansenes mulighed for at engagere sig i kampen, da de via appen er med til at kåre Man of the March. 

- Appen vil løbende blive udviklet, så vi hele tiden kan levere den bedst mulige oplevelse på kampdagen. Dertil kommer, at vi har digitaliseret vores billetsystem, så det er muligt at have sin billet online eller downloade den til sin smartphone, så man ikke behøver printe en fysisk billet, forklarer Thomas Skov Petersen, marketingschef i Brøndby IF.

Download "Brøndby Matchday" fra App Store og Google Play!

Også i kommunikationsafdelingen har man givet digitaliseringen et skub. Kommunikationschef Christian Schultz forklarer:

- ”Brøndby Indefra” har været med til at øge ikke bare digitaliseringen i Brøndby IF, appen er også med til at ramme et andet punkt i Strategi 6.4, nemlig at vi vil have de mest engagerede fans. Via ”Brøndby Indefra” kan klubbens fans komme endnu tættere på både spillere og klub end nogensinde før.

- Appen er kommet rigtig godt fra start. Vi har haft en overvældende og positiv respons på den, og så er vi stolte af, at den også har fået et anerkendende nik internationalt. ”Brøndby Indefra” er nemlig nomineret til European Excellence Awards, der skal uddeles den 8. december i Berlin. Men en ting er teknik og digitalisering, en anden ting er, at det vigtigste i sidste ende altid vil være at udvikle og producere indhold, som er relevant og giver indsigt for klubbens fans, lyder det fra kommunikationschefen.

Download "Brøndby Indefra" her

Partnerne er også begejstrede for Strategi 6.4. Langt de fleste har forlænget deres engagement i Brøndby IF, ligesom mere end 60 nye partnere er kommet til.

- Det understreger med al ønskelig tydelighed, at Strategi 6.4 er den rette vej for Brøndby IF. Den har allerede sat sit store præg på vores hverdag, og som direktør er det svært ikke at være stolt og meget glad for den opbakning, der er fra partnerne, men så sandelig også fra medarbejderne overalt i Brøndby IF, der skal være med til at effektuere strategien i dagligdagen, siger administrerende direktør Jesper Jørgensen.

På søndag den 11. december spiller Brøndby IF efterårets sidste kamp i Alka Superligaen. Modstanderen er FC Midtjylland, og kampen skal, som alle andre hjemmekampe denne sæson, spilles på den formentlig bedste bane i den bedste danske række.

Græstæppet blev lagt om i sommer, hvor det blev til en løsning med en bund af kunstgræs, der så er anlagt græs oven på. Løsningen er den samme, som man ser på eksempelvis Old Trafford og Santiago Bernabeu, og den har holdt et fantastisk niveau sæsonen igennem.

- Vores groundsman Chris Hauge og hans team har brugt rigtig mange timer på at finde den optimale løsning til Brøndby Stadion. Vi er glade for, at de fandt og fik anlagt en løsning, der har bragt baneforholdene fra bunden til noget, der pt. er i toppen af Alka Superligaen.

- Deres daglige arbejde for at holde banen i optimal stand under svære, danske forhold er beundringsværdig, lyder det fra sportsdirektør Troels Bech.

Du kan læse hele Strategi 6.4 her.