U17-sejr i Viborg

05.12.2016 12:55

Brøndby IF’s bedste U17-hold var i weekenden i Viborg, hvor de kom på en svær opgave mod en fysisk overlegen modstander.

Alligevel endte det med en sejr til de blå-gule fra Vestegnen, og det var en sejr, som cheftræner Frank Hjortebjerg var glad for på flere parametre.

- Det er en kamp, vi vinder på individuel kvalitet mere, end det er på bedre spil eller som bedre hold. Det var nogle store, stærke viborgensere, der var meget afklaret og dygtige i deres pres. Det gjorde det svært for os.

- De gik højt og aggressivt på os, og det havde vi meget svært ved at spille os ud af gennem hele kampen, fortæller cheftræneren, der ikke mener, at der ligger en træthed i spillerne mod slutningen af sæsonen.

- Det er bare et udtryk af vores udfordringer og deres styrker. Det var egentlig en meget lige kamp, og igen er det et par individuelle aktioner, der gør, vi er foran 2-0 ved pausen.

- Det var fedt at se, at drengene gjorde, hvad de kunne for at stå i mod, og der var flere gode præstationer på indstilling og lederskab, og på den måde fik vi budt dem op til dans, for det er de ting, som Viborg er gode til.

- Vi bed os fast og blev ved, og til sidst kom de individuelle aktioner, der afgjorde kampen til vores fordel.

Næste opgave for U17 er mod FC Midtjylland på hjemmebane. Det er på lørdag den 10. december kl. 14:15. 

U17: FK Viborg – Brøndby IF 4-2 (0-2)

0-1: Magnus Warming
0-2: Ertugrul Teksen
1-2: Lasse Lilbæk
2-2: Lasse Lilbæk
2-3: Magnus Warming
2-4: Magnus Warming

Startopstilling

Jesper Lindstrøm – Muamer Brajanac – Ertugrul Teksen

Magnus Warming

Morten Frendrup – Andreas Pyndt Andersen

Lucas Steen – Benjamin Rohde Laursen – Mikkel Eslund – Frederik Nørrestrand

Mads Hermansen

Bænken: Gustav Steener, Roni Arabaci, Lasse Munkholm