Rønnow: Vi kommer med selvtillid

04.12.2016 07:40

I eftermiddag er modstanderen Esbjerg fB, og det er en kamp, som Frederik Rønnow glæder sig til. 

- Det er en kamp, vi kommer ind til med selvtillid efter sejre mod Silkeborg og Randers, hvor vi i den sidste kamp fik en rigtig arbejdssejr.

- Vi skal ind og fortsætte det gode arbejde, og så er jeg også sikker på, at vi slår Esbjerg, lyder det fra målmanden, der i aftes blev kåret til Årets Spiller 2016 i Brøndby IF.

Han og resten af truppen har fokus på at runde sæsonen godt af.

- Det betyder rigtig meget for os at slutte godt af. Vi har haft et fantastisk efterår, men det er begrænset hvor meget, vi kan bruge det til, hvis vi ikke gør arbejdet færdigt.

- Som vi også har talt med coach (Alexander Zorniger, red.) om, så tæller tre point til slut lige så meget som tre point i starten. Det er den indstilling, vi skal have og så ud over stepperne og vinde.

Onsdag aften var der proppet i udebaneafsnittet i Randers, og fansene holder Rønnow aldrig op med at være imponeret af.

- Vi ved hvor meget, de brænder for denne klub. Det er lige meget hvor i landet, vi spiller, så er de der og sørger for, at vi mere eller mindre altid føler, vi er på hjemmebane, så det håber vi selvfølgelig også, at de gør i dag.