Brøndby IF skriver kontrakt med ungt talent

01.12.2016 19:20

Brøndby IF og det unge Brøndby-talent Frederik Nørrestrand har i dag indgået en 2-årig aftale, der betyder, at den 15-årige højreback har kontrakt frem til december 2018. Sportsdirektør Troels Bech glæder sig over aftalen, da den giver arbejdsro for det unge talent. 

- Der er blevet sagt og skrevet meget om Frederik Nørrestrand i de seneste måneder, og derfor glæder vi os over, at både vi og Frederik med denne kontrakt nu kan få lidt arbejdsro. Ligesom med alle andre talenter, der vil frem her i verden, så kræver det hårdt arbejde, dedikation og professionalisme at udvikle sig fra en talentfuld ungdomsspiller til at slå igennem på seniorniveau. Med den 2-årige kontrakt kan vi og Frederik koncentrere os om at udvikle det talent, han har, så han forhåbentlig en dag kan tage det svære spring op til seniorniveau. 

Den unge U17-spiller Frederik Nørrestrand glæder sig ligeledes over, at der er kommet klarhed over fremtiden.

- Jeg er stolt og glad over, at min første professionelle kontrakt er med Brøndby IF. Jeg har haft gode snakke med både Troels og Kim (Vilfort, red.), og der er lagt en god plan for min videre udvikling på U17-holdet. Jeg har stor tro på egne evner, men ved også, at det kræver hårdt arbejde hver dag til træning. 

Frederik Nørrestrand har været i klubben siden 2011, og han har spillet to U16-landskampe som anfører for Danmark.