Sen scoring sikrer sejr i Randers

30.11.2016 21:52

Brøndby IF skulle onsdag aften forsøge at følge op på weekendens sejr over Silkeborg. Modstanderen var Randers FC, som lagde græs til et intenst opgør, hvor Christian 'Greko' Jakobsen blev matchvinder med fem minutter tilbage af kampen. 

Kampen startede i et højt tempo, og allerede i første minut var Teemu Pukki tæt på at åbne scoringen, men Halldorsson kom godt ud og fik blokeret angriberens forsøg. Få minutter senere havde Mayron George en stor chance i den modsatte ende, hvor Rønnow præcis som Halldorsson kom godt ud og blokerede afslutningen.

Men det var ikke kun starten på kampen, der var livlig. Det var hele første halvleg. Hany Mukhtar havde to gode forsøg efter et kvarters spil, blandt andet på en aflevering skråt tilbage i feltet fra Kamil Wilczek. Men tyskeren måtte se sin afslutning blive blokeret.

Det var lidt småt med chancerne midtvejs i første halvleg, hvor der til gengæld blevet givet fuld gas i nærkampene, men mod slutningen viste begge hold igen tænder. Kasper Fisker kom til en god afslutning fra sin position i Randers’ højre side, men Rønnow var sikker i sit indgreb. Få minutter senere kunne de se Andrew Hjulsager sparke en afslutning fra kanten af feltet langt over målet.

Chancer var der altså nok af i de første 45 minutter, men målene udeblev, og derfor stod der 0-0 på tavlen, da spillerne gik til pause.

Anden halvleg startede anderledes chancefattigt end første. Begge hold spillede sig i flere omgange til gode situationer, men den afgørende kvalitet manglede, når det kom til sidste aflevering eller afslutning.

Begge hold skiftede ind for at få friske ben på banen. Hos Brøndby IF blev Jan Kliment sendt på banen, mens indskiftede Marvin Pourie fik en stor hovedstødschance efter 70 minutters spil. Men afslutningen gik forbi mål, og i takt med at tiden gik, begyndte det mere og mere at ligne en nulløsning. 

Med syv minutter tilbage på stadionuret måtte Rønnow hive en god redning frem på et forsøg fra Kasper Fisker, og få minutter efter kunne målmanden så juble over en scoring. Christian 'Greko' Jakobsen var netop skiftet ind, da han fik rettet en afslutning fra Hjulsager af, så bolden snød Randers-keeperen og sejlede videre i kassen. 1-0 til de blågule!

Randers jagtede en udligning i slutminutterne, men Brøndby-spillerne holdt hjem, og dermed kunne de hente alle tre point med hjem. 

Fakta fra kampen kan findes her.

Foto: Getty Images