U14-efteråret: Stor udvikling i defensiven og mentaliteten

25.11.2016 11:03

I går satte brondby.com fokus på Brøndby Masterclass' U13-hold, og i dag er turen så kommet til U14-talenterne.

Nedenfor giver U14-cheftræner Morten Corlin et overblik over sæsonen, som U14-spillerne på mange måder kan være tilfredse med.

- Vi havde et rigtig godt hold fra sidste år, som vi supplerede med nogle dygtige spillere udefra. Derfor havde vi rigtig store forventninger til drengene, og dem har de formået at indfri. Vi har spillet 36 trænings- og turneringskampe og kun tabt fire, så jeg er ret godt tilfreds. De har præsteret på et rigtig højt niveau i denne her sæson, fortæller Morten Corlin.

- Jeg synes, at der er stor kvalitet i truppen. Der kommer altid nogle kampe, hvor det ikke rigtig spiller, og pasningerne sidder ikke i skabet. Men kvalitet er, når man spiller dårligt og alligevel formår at vinde kampen. Vi spillede eksempelvis mindre godt mod B93 og mod AB, men formåede alligevel at vinde begge kampe sikkert. 

Der sker meget med spillerne i løbet af et år som U14, både fysisk og mentalt. Det er også tilfældet på Morten Corlins mandskab.

- Der er en meget individuel udvikling blandt spillerne, men selve holdets mentalitet har udviklet sig meget. De har klaret at håndtere op- og nedture individuelt rigtig flot. De har også lagt meget på med hensyn til det taktiske - specielt defensivt, hvor de er blevet rigtig gode til at forsvare målet. Men det er primært det mentale, som spillerne har udviklet.

Efter en tæt sæson er der også store forventninger til foråret.

- Vores forventninger er, at vi gør det mindst lige så godt som denne her sæson og så forhåbentlig tage det lille step op og drille FC Nordsjælland. De er den eneste stopklods, vi har haft i det seneste halve år for at snuppe de forskellige mesterskaber. Så vi vil selvfølgelig gå efter mesterskabet. Men vores hovedfokus er den individuelle spillers udvikling, da vi går efter at udvikle nogle spiller, som bliver topspillere hele vejen op til Superligaen.

Brøndby IF U14 endte på en flot 2. plads efter en sæson med syv ligasejre og kun et enkelt nederlag.

Efterfølgende har holdet spillet et par træningskampe mod OB og Esbjerg, hvor det endte med to sejre til de blågule drenge fra Brøndby på henholdsvis 4-2 og 2-0.

- I den kommende tid vil der være fokus på at møde U15-hold i nogle træningskampe, hvor de skal lære at forsvare mod større spillere, der har fart i benene. Men vi skal også fokusere på spillet med bolden, da fodbold ikke kun handler om størrelse. Vinteren vil også bruges til en velfortjent pause, da det har været en hård sæson med mange kampe, slutter Morten Corlin.

Foto: Arnason.dk