Adm. dir. Jesper Jørgensen: Håber på en succesfuld emission

24.10.2016 09:29

Tidligere i dag offentliggjorde Brøndby IF sit prospekt i forbindelse med emissionen. Administrerende direktør Jesper Jørgensen håber på en succesfuld emission og forklarer her, hvad et eventuelt provenu fra emission skal bruges til.

Administrerende direktør Jesper Jørgensen, hvad skal pengene fra emissionen bruges til?

- Vi ønsker at få afviklet vores rentebærende gæld, hvilket vil forbedre både vores resultater og vores likviditet fremadrettet. Herudover vil vi gerne investere i forbedrede faciliteter til glæde for fans og sponsorer, og jo større provenuet fra emissionen er, jo mere har vi mulighed for at investere i forbedrede faciliteter til glæde for fans og sponsorer.

Hvilke stadionforhold kunne man forestille sig blive forbedret?

- Der vil konkret blive taget stilling til dette, når emissionen er gennemført, men vi har i prospektet listet en række muligheder op, som vi vil vurdere, når emissionen er gennemført. Det drejer sig om:

  • Udbygning og forbedring af Vilfort Lounge
  • Etablering af et nyt publikumsområde til fans og tilskuere syd for Brøndby Stadion
  • Investeringer som muliggør, at banen kan vedligeholdes i en bedre stand
  • Renovering af parkeringspladsen nord for Brøndby Stadion
  • Etablering af materielhal, som blandt andet vil frigøre plads syd for Brøndby Stadion til brug for etablering af et publikumsområde
  • Renovering af eksisterende faciliteter på Brøndby Stadion
  • Energioptimering af Brøndby Stadion

- Forhåbentlig når vi et højt provenu fra emissionen, så vi kan gennemføre mange af initiativerne.

Skal der investeres i nye spillere, hvis emissionen lykkedes?

- Niveauet for investering i spillere er ikke afhængig af emissionen. Der ligger planer og budgetter for, hvad der er til rådighed for Superliga-holdet og hele set-up’et omkring Superliga-holdet, og det påvirkes ikke af, hvor succesfuld emissionen bliver. Det er i prospektet beskrevet, at provenuet går til at indfri gæld og til investering i forbedrede faciliteter til glæde for fans og sponsorer.

Læs mere om offentliggørelsen af prospektet for emissionen ved at trykke her.

Selve prospektet kan ses og downloades via prospekt.brondby.com.

For at give nuværende og nye investorer mulighed for at blive præsenteret for virksomheden og Brøndby IF's syn på fremtiden, inviterer Brøndby IF til investormøde, der afholdes tirsdag den 1. november 2016 kl. 17:00 i Europa Lounge, Brøndby Stadion 30, 2605 Brøndby.

Foto: Arnason.dk