1-0-sejr over AGF

23.10.2016 19:54

Efter sidste weekends uafgjorte resultat mod FCN kom Brøndby IF tilbage på sejrssporet i aftenens opgør mod AGF. Hany Mukhtar blev matchvinder, da han scorede kampens enlige mål.

AGF virkede dog fra starten opsatte på at give Brøndby-mandskabet kamp til stregen, og de første 15 minutter foregik i et højt tempo. Det var dog med et klart overtag til hjemmeholdet, og gæsterne fra Aarhus fik ikke truet Rønnow i Brøndby-målet.

Det blev i ovenstående periode til en enkelt chance til Marcos Ureña, men AGF stod dybt og forsvarede godt.

Kampen ændrede ikke mønster, og Brøndby IF’s spilovertag blev større og større. Chancerne begyndte så småt at komme, men forsøgene fra Mukhtar og Wilczek blev enten blokeret eller gik ved siden af.

I det 37. minut kom halvlegens første chance til AGF, og det blev samtidig halvlegens største, men fra tæt hold fik Martin Spelmann headet forbi mål.

Fem minutter senere fik Holst chancen i feltet, hvor han kvikt prøvede med et næsten liggende saksespark, men bolden gik lige forbi opstanderen.

Efter pausen fortsatte kampbilledet. Brøndby IF var meget på bolden, men det blev ikke til de store chancer.

Det blev det dog pludselig til AGF efter 53 minutter, da Daniel A. Pedersen ramte stolpen på et kontraangreb.

Kort efter fik Brøndby IF bygget et angreb op, hvor bolden havnede hos Hany Mukhtar midt for mål, og fra ca. 22 meters afstand trykkede tyskeren til. Bolden gik ind midt i målet, og Jovanovic så ikke helt heldig ud i situationen.

Efter scoringen faldt der ro over kampen, hvor bolden fortsatte med at være meget på Brøndby-fødder. AGF prøvede at presse spillet frem på Brøndbys banehalvdel, når de var i boldbesiddelse, men det blev aldrig rigtig farligt.

Med fem minutter tilbage på uret fik Stephan Petersen er gylden mulighed for at udligne. Han var helt fri foran mål, men han sparkede forbi det flade indlæg, og dermed kunne Brøndby-forsvaret sparke bolden væk. 

Slutminutterne blev hektiske med optræk til chancer i begge ender, men selvom gæsterne forsøgte at presse på, blev der ikke scoret yderligere. Dermed kom de blågule tilbage på sejrssporet på målet af Hany Mukhtar. 

Se fakta fra kampen her

Foto: Getty Images