Masterclass: FCN fik skovlen under de ældste

18.10.2016 17:19

I weekenden var fire Masterclass-hold i aktion, hvilket resulterede i to sejre og to nederlag. I dag rundede U17-holdet spillerunden af, da de tog imod FC Nordsjælland, som skulle vise sig at være hård ved de tre ældste Masterclass-hold.

U19: Nederlag mod FCN
Efter en pause på en måned var U19-holdet langt om længe tilbage i aktion i U19-Ligaen. De blågule tog imod FC Nordsjælland, som inden opgøret lå side om side med seks point i fire kampe.

Men FC Nordsjælland var skarpest i de afgørende situationer, og derfor blev det til et nederlag, som var ganske fortjent. Det forklarer Auri Skarbalius.

- Når vi kigger på vores præstation, så blev det afgørende, at FC Nordsjælland var skarpere og mere parate, mens vi agerede for langsomt. Det er forskellen fra vores seneste kamp i Aalborg, hvor vi var på 100 %. Men i weekenden var FCN bedre, de havde flere afslutninger, og de var mere hidsige i deres udtryk. I denne kamp var det meget tydeligt, at det er nødvendigt, at spillerne er parate i samtlige 90 minutter, præcis som det er tilfældet i Superligaen.

- Det var fortjent, at FCN vandt kampen, men de skulle ikke have vundet så stort. Vi ændrede på vores taktiske koncept, men vi fik ikke scoret mere end det ene mål, og da de scorede til 4-1, satte vi en prop i.

Næste opgave for U19-holdet er i Randers på lørdag.

U19: Brøndby IF – FC Nordsjælland 1-4 (0-2)
0-1: Martin Frese (16. min.)
0-2: Jakob Johansson (41. min.)
0-3: Andreas Olsen (48. min)
1-3: Armend Aslani (58. min.)
1-4: Martin Frese (88 min.)

Startopstilling

Armend Aslani – Oliver Carrara – Andreas Bruus

Magnus Häuser – Tobias Noer

Marco Petersen

Christian Johansen – Joel Kabongo – Andreas Kaltoft – Christian Enemark

Viktor Anker

Bænken: Ertugrul Teksen, Frederik Tønsberg & Bertram Gjelfort

U17: Første nederlag i ligaen
Fem sejre i fem opgør var status for Brøndby IF's U17-mandskab inden opgøret mod FC Nordsjælland. I weekenden havde Brøndby IF’s U19- og U15-hold været i aktion mod FCN, og begge måtte gå fra banen uden point i bagagen.

Det samme blev udslaget for U17-holdet, som tabte 2-0. Frank Hjortebjerg savnede lederskab og initiativ, da de blågule kom bagud kort efter pausen. 

- Jeg synes, vi kommer fint fra land i første halvleg, og vi får også skabt en del chancer. Men FCN kom bedst ud til anden halvleg, mens vi ikke formåede at sammensætte et ordentligt pres. Det gav modstanderen for meget tid på bolden, og der er de dygtige, og så kan vi se i forbindelse med målene, at de har nogle dygtige spillere, som kan noget på egen hånd. 

- Jeg er ikke helt tilfreds med, hvordan vi reagerede på at komme bagud. Vores fodboldkampe varer 80 minutter, og der kan ske noget indtil sidste fløjt. Jeg kunne godt have tænkt mig noget mere initiativ og lederskab. Så nu glæder vi os til at komme på træningsbanen og dernæst kampen mod Randers, sluttede U17-træneren.

U17: Brøndby IF – FC Nordsjælland 0-2 (0-0)
0-1: Mikkel Damsgaard (48. min.)
0-2: Mikkel Damsgaard (80. min.)

Startopstilling

Magnus Warming – Muamer Brajanac – Ertugrul Teksen

Andreas Pyndt Andersen – Mikkel Eslund

Morten Frendrup

Lucas Steen – Lasse Munkholm – Anton Hendriksen – Frederik Nørrestrand

Mads Hermansen

Bænken: Jesper Lindstrøm, Benjamin Laursen & Gustav Steener

U15: Optimisme trods nederlag
U15-spillerne skulle på noget af en opgave, da de gæstede FC Nordsjælland, som inden weekendens opgør stod noteret for syv sejre og en enkelt uafgjort. Det uafgjorte resultat kom netop mod Brøndby IF tidligere på sæsonen.

Det lykkedes dog ikke for John Ranums mandskab at hente point i denne omgang. FC Nordsjælland var en for stor mundfuld.

- Denne gang lykkedes vi ikke med vores pres. I første kamp holdt vi dem fra chancer, men de scorede allerede efter fem minutter denne gang, og der mistede vi allerede lidt troen på det. Dertil hører det, at de scorede nogle rigtig flotte mål. Så der skal lyde kæmpe cadeau til FCN, fortæller U15-træneren.

- Alt skal spille for os, hvis vi skal ha point med fra sådan en kamp. Men spillerne skal have ros, fordi vi spillede en rigtig fin anden halvleg, som vi tabte 1-0. Vi spillede undervejs med to mand i undertal, men alle spillere fortsatte med at kæmpe forbilledligt. Så spillerne skal have ros for fight og indstilling.

U15-holdet slutter sæsonen af den 30. oktober på hjemmebane mod Slagelse.

U15: FC Nordsjælland – Brøndby IF 4-0 (3-0)

Startopstilling

Rasnmus Højlund – Andrew Oseni

Mathias Kvistgaarden

Laurids Brandt Andersen – Mads Holten Christensen

Lasse Mouritsen

Matin Saleh – Oscar Salling – Elias Normand Gärtig – Aske Babu Jensen

Lucas Ziegler Jensen

Bænken: Nikolaj Pedersen, Frederik Valdbjørn & Giran Pyne-Cole

U14: Sæsonens sjette sejr
Brøndby IF’s U14-drenge havde inden weekendens opgør blot tabt en enkelt gang i sæsonen. Det samme havde KB, og der var derfor lagt op et til tæt opgør på Brøndbys baner. Det faldt ud til de blågule, som hentede sjette sejr i sæsonen.

- Det var en tæt kamp, og det havde vi os forberedt os på. Det var vigtigt, at vi var klar på at spille os ud af deres pres, og så skulle vi være dygtige til at presse højt, så vi kunne vinde bolden tæt på deres mål. Vi var ikke så dygtige på bolden i kampen, til gengæld fungerede vores pres rigtig, rigtig godt, sagde Morten Corlin.

- De kom ikke til nævneværdige chancer i løbet af kampen før til aller sidst. De spillede fint, og de havde nogle dygtige spillere, men de manglede noget på den sidste tredjedel. Alligevel havde de en kæmpe chance i sidste minut i forbindelse med et hjørnespark, og det var vel reelt deres eneste chance i kampen. Men ellers havde vi rigtig godt styr på kampen.

U14-spillerne mangler nu blot en enkelt kamp. Den falder lørdag den 29. oktober i Roskilde.

U14: Brøndby IF – KB 1-0 (1-0)
1-0: Janus Seehusen (29. min.) Assist: Mihai Tudor

Startopstilling

Youcef Mokdad – Mihai Tudor – Oliver Lippert

Anton Barlach – Janus Seehusen

Marinus Løvgren Larsen

Victor Vasquez – Filip Andersen – Oliver Jeppe – Louis Christoffersen

Andreas Pedersen

Bænken: Albion Aliji & Sebastian Brodersen

U13: Spil til ét mål
Brøndby IF besejrede B 93 med 3-0 i tredje spillerunde, og der var ingen slinger i valsen, da de to hold stod over for hinanden for anden gang i sæsonen. De blågule vandt med 2-0 på udebanen på Østerbro, og der var aldrig tvivl om udfaldet.

- Det var spil til ét mål. Vi scorede to gange inden pausen, og i anden halvleg havde vi 14 afslutninger, mens de havde to-tre afslutninger i hver halvleg. Vi formåede bare ikke at score på de mange store chancer, vi skabte. Otte ud af de 14 chancer er nogle, hvor man normalt forventer, der bliver scoret. Så det ville være mere retvisende, at vi havde vundet med syv eller otte.

- Det er meget positivt, at vi kommer til chancerne. Vi gjorde mange ting rigtigt, men vi havde lidt problemer på omstillingerne, hvor de kom til chancer ved at sparke lange bolde. Samtidig lukkede vi fint ned for deres organiserede spil med et rigtig fint pres. De havde svært ved at sammensætte mere end tre pasninger, og det tvang dem til at sparke langt, så det kan vi være tilfredse med, forklarede Bo Nielsen.

Næste opgave er tirsdag den 25. oktober på hjemmebane mod Lyngby.

U13: B 93 – Brøndbyernes IF 0-2
0-1: Simon Blæsdahl
0-2: Huseyin Tokat

Startopstilling

Kasper Larsen – Simon Blæsdahl – Huseyin Tokat

Jonas Krøll Stenbæk

Deniz Arabaci – Noah Broe – Hugo Ryg

Mikkel Hvenegaard Jensen

Bænken: Solomon Opoku, Mikkel Fredsgaard & Benjamin Rasmussen.

Foto: arnason.dk

Husk, at du kan følge Brøndby IF på Facebook, Instagram (brondbyif_official), Twitter (@BrondbyIF) og Snapchat (brondbyif_snap).