Zorniger: Man skal tro på, man kan gøre en forskel

16.10.2016 20:05

Et enkelt point blev det til for de blågule i en tæt kamp på udebane mod FC Nordsjælland i Alka Superligaens 13. runde. Det betyder at Brøndby IF indtager andenpladsen halvvejs igennem den første del af dette års Alka Superliga-sæson.

brondby.com fangede cheftræner Alexander Zorniger efter kampen for en reaktion.

- I dag leverer vi ikke en første halvleg på samme høje niveau, som vi ellers har gjort i mange af de kampe, vi har spillet. Vi har leveret gode og intense første halvlege, men i dag er vi simpelthen ikke hurtige nok i hverken tanke og handling. Vi kommer bedre ud til anden halvleg og får mere og mere greb om kampen, men vi tager stadig forkerte beslutninger og FC Nordsjælland kommer foran.

- Trods uafgjort i dag ligger vi nummer to i Alka Superligaen, men vi kommer aldrig til at tage noget for givet. Vi skaber kun resultater gennem benhårdt arbejde til træning og i kamp, og nu skal vi hjem på træningsbanen og arbejde os målrettet henimod kampen mod AGF på søndag på Brøndby Stadion.

Brøndby IF’s nummer 29, Jan Kliment, blev skiftet ind fra anden halvlegs start og scorede det udlignende mål, som samtidig var det første mål i den blågule trøje for tjekken.

- Jeg stiller samme krav og forventninger til alle mine spillere. Man skal tro på, at man kan gøre en forskel, uanset om man starter på bænken eller starter inde. Mange gange er det Pukki eller Wilczek, der har den sidste fod på bolden og afgør kampe for os, og i dag var det så Jan, der kom ind fra bænken og fik scoret.

Næste gang Brøndby IF er i aktion er på søndag den 23. oktober på Brøndby Stadion, hvor AGF kommer på besøg. Der er kickoff kl. 18:00, og hvis du køber din billet inden kl. 23:59 i dag, så får du 50 procent rabat (børn under 16 år koster som altid 20 kr.). 

Køb dine billetter til kampen mod AGF her.

Foto: Getty Images