Brøndby IF digitaliserer træningen

27.09.2016 11:55

Når Brøndby-spillerne i denne sæson har løbet ud på træningsbanerne bag Brøndby Stadion, er deres træningspas ikke blot blevet fulgt nøje af trænerteamet og resten af staben omkring Superliga-truppen, men også af et digitalt udstyr, Inmotio.

Det har klubbens to analytikere brugt til at sikre, at spillerne får den helt korrekte træningsmængde. Systemet, der indtil nu har været på prøve, bliver fremadrettet en permanent del af træningen. Chefanalytiker i Brøndby IF Mounir Akhiat forklarer hvorfor:

- Med Inmotio-systemet kan vi nøje monitorere belastningen af hver enkelt spiller i træningen. Vi kan se, nøjagtig hvor meget de løber, og hvor hårdt de bliver belastet. Gennem denne digitalisering af vores træning kan vi dosere træningen langt mere nøjagtigt over en uge, i forhold til antallet af kampe vi skal spille, så hver spiller får den korrekte træningsmængde.

- Teknologien i Inmotio-systemet kaldes LPM (radiobaseret teknologi, red.), og det er noget af det mest nøjagtige, der findes på markedet. Kombineret med vores videoanalyser af træningspas og kamp, så giver det os fremadrettet nogle stærke, digitale analyseværktøjer. Uanset om det er træning eller kamp, så er det afgørende, at vi kan analysere situationer, hvor eksempelvis genpresset fungerer rigtig godt, eller omvendt hvis der er plads til forbedring. Derudover kan man bruge dette digitale udstyr, hvis vi har en spiller til prøvetræning, og vi gerne vil se lidt nærmere på, hvordan han klarer sig.

Digitalisering af Brøndby IF er et af de seks strategi-ben, den nye strategi 6.4 står på. Sportsdirektør Troels Bech er derfor tilfreds med investeringen i Inmotio-systemet, da digitaliseringen af træningen vil give trænerne, staben og spillerne bedre mulighed for at optimere træningen. 

- At vi digitaliserer vores træningspas ved at inddrage Inmotio-systemet, det er et godt eksempel på, hvordan strategi 6.4 i dag er blevet en naturlig del af vores hverdag og fungerer som en rød tråd igennem hele klubben. Det nye, digitale system vil give os et mere nøjagtigt billede af den enkelte spillers præstation til træning og derved give hele staben omkring Superliga-truppen og spillerne selv mere konkrete data at forholde sig til. Vi har haft systemet på prøve her i sæsonstarten, og vi kan se en masse potentiale i det, så nu glæder vi os til at arbejde mere i dybden med det, fortæller Troels Bech.