Pukki: Vi havde noget at bevise

26.09.2016 07:15

Brøndby IF hentede sæsonens sjette sejr i Alka Superligaen i denne sæson, da OB i går gæstede Brøndby Stadion. Første halvleg bød på utrolig mange afslutninger mod Grytebust i gæsternes mål, og de blågule var også foran med 2-0 ved pausen, inden Teemu Pukki lukkede kampen med en scoring til 3-0.

Netop Pukki var meget tilfreds med holdets indsats og påpeger, at de fik bevist noget med 3-0-sejren.

- Det var vigtigt, at vi vandt efter de to seneste kampe. Vi arbejdede rigtig godt over hele linjen i dag (i går, red.), så jeg er meget glad for sejren.

- Vi spillede, som vi plejede. Vi ville gerne bevise noget for fansene efter nederlagene mod Lyngby og Viborg.

Den sidste scoring i kampen var Teemu Pukkis niende scoring i denne sæson. Målet blev skabt af angrebskollega, Kamil Wilczek, og angriberen var glad for at få gang i målscoringen igen.

- Jeg er selvfølgelig også tilfreds med at få scoret igen efter nogle kampe uden scoringer. Det var en god aflevering fra Kamil, og jeg kom alene igennem og havde meget tid til at finde ud af, hvad jeg ville gøre, og det gik heldigvis godt. 

Foto: Getty Images