Flot femteplads til U14 i Madrid

24.09.2016 07:30

I sidste weekend var Brøndby IF’s U14-hold oversidder, men spillerne fik alligevel løbet en masse meter. De tog nemlig del i Madrid Football Cup 2016, som blandt andet havde Chelsea, Real Madrid, Atletico Madrid, FCN, FCM, PSG og Sporting Lissabon på deltagerlisten – og især de to Madrid-klubber fik Brøndby-spillernes kvalitet og vilje at mærke.

Puljevinder og videre i turneringen
Brøndby IF åbnede turneringen med tre sejre og tre gange rent bur, inden den fjerde og sidste puljekamp endte i et 3-0-nederlag til det japanske talenthold, JFA. Det resulterede i, at de blågule endte som etter i puljen, og i kvartfinalen ventede dansk modstand.

FC Nordsjælland var modstanderen. De vandt opgøret med 1-0, og skulle tilmed senere vise sig at blive vindere af turneringen. Det smalle nederlag sendte spillerne videre til placeringskampe, hvor pladserne fra nummer fem til otte skulle fordeles.

Første opgør blev vundet over Sporting Lissabon på straffespark, inden Real Madrid blev besejret med 1-0, og dermed var femtepladsen i hus.

En lærerig tur
U14-holdets cheftræner, Morten Corlin, var meget tilfreds med udbyttet af turneringen, hvor han så et anderledes kampbillede, end han har været vant til i den hjemlige turnering, og det var lærerigt for spillerne.

- Det er sigende, at vi ikke fører på boldbesiddelse eller afslutninger i en eneste af kampene. Vi blev med andre ord maksimalt udfordret i alle kampe, og det pressede spillerne til at yde deres maksimale i samtlige opgør.

- Tempoet i kampene var højere, end vi er vant til, og vi så også spillerne lave nogle fejl, som vi ikke normalt ser. Spillerne var derfor pisket til at agere frem for at reagere, hvis de skulle lykkes med deres aktioner. Men vi fik også bekræftet, at vi er rigtig dygtige på nogle parametre, for vi scorer vores mål på omstillinger, og det var tydeligt, at spillerne kun havde for øje at komme frem ad banen, når de erobrede bolden.

Ud over de flotte holdpræstationer i kampene fremhæver Morten Corlin skarpheden, når chancerne bød sig, ligesom han roser målmændene, som var på plads, når modstanderne fik spillet sig igennem til åbne chancer.

Kampfakta
Brøndby IF vs. Irish Football Association 2-0 (målscorere: Valdemar Kwasniak & Filip Andersen)

Brøndby IF vs. Atletico Madrid 1-0 (målscorer: Oliver Lippert)

Brøndby IF vs. Krasnodar 1-0 (målscorer: Oliver Jeppe)

Brøndby IF vs. JFA 0-3

Kvartfinale

Brøndby IF vs. FC Nordsjælland 0-1

Placeringskampe

Brøndby IF vs. Sporting Lissabon 0-0 (videre efter straffesparkskonkurrence)

Brøndby IF vs. Real Madrid 1-0 (målscorer: Janus Seehusen)

Resultatliste
1. FCN
2. Chelsea
3. JFA (Japansk talenthold)
4. Sevilla
5. Brøndby IF
6. Real Madrid
7. FCM
8. Sporting Lissabon