Röcker: Skal strikke to gode halvlege sammen

23.09.2016 11:25

Første og anden halvleg var som nat og dag i gårsdagens opgør mod Lyngby BK, hvor hjemmeholdet vandt 1-0. Kampen blev indledt i et højt tempo, som resulterede i en del tekniske fejl, mange nærkampe og få gennemspillede angreb.

Benedikt Röcker var ikke tilfreds med de første 45 minutter, men samtidig giver han modstanderen en del af æren for, at han og holdkammeraterne havde det svært i første halvleg.

- Vi fik en svær start på kampen, og selv om vi kom bedre med i slutningen af første halvleg, var det ikke godt nok. Lyngby var meget aggressive og gjorde det svært for os, men vi fik rigtig god støtte fra fansene, og i anden halvleg var præstationen meget bedre.

På søndag, når OB gæster Brøndby Stadion, vil midtstopperen derfor se et Brøndby-mandskab, som præsterer gennem alle 90 minutter.

- Vi skal holde vores hoveder højt, og vi skal huske på, at vi spillede en rigtig fin anden halvleg mod Lyngby. Vi skabte rigeligt chancer til at vinde, men selvfølgelig skulle vi være skarpere og omsætte vores chancer til mål.

- Nu skal vi strikke to gode halvlege sammen, og så tror jeg på, at vi vinder hjemme på søndag.

Husk, at du kan komme gratis til fodbold på søndag, hvis du tager din cykel til stadion. 

Foto: Getty Images