Zorniger: God moral i truppen

28.08.2016 20:04

Sæsonens første Derby endte 1-1 efter en intens og jævnbyrdig dyst på grønsværen.

brondby.com fangede cheftræner Alexander Zorniger efter kampen til en reaktion.

- Spillerne gjorde det godt i dag, men det var ikke vores bedste performance. Det er altid med en vis risiko, når man spiller den type offensivt spil, som vi praktiserer, mod et hold, der er så fysisk stærkt som FC København. I starten af opgøret var vi ikke gode til at finde mellemrummene mellem deres kæder, som vi havde talt om før kampen, men efter de første tyve minutter kom vi bedre ind i kampen, og vi begyndte at finde rummene mellem deres midtbane og bagkæde. 

- Selv om vi ikke præsterede på det niveau, vi ønskede, så fik vi skabt vores andel af store chancer, og samtidig holdt vi FC København fra alt for mange chancer. Som kampen skred frem, blev vi langt mere aggressive og brugte vores fysik bedre. Selv om vi kom bagud, så er jeg ikke overrasket over, at vi kom tilbage i kampen, for vi har en god moral og tro på tingene i truppen. Det var første kamp i Alka Superligaen, hvor vi er kommet bagud, så jeg var tilfreds med at se, at vi kom tilbage og fik scoret, selv om vi var et mål nede, og generelt satte os på kampen i anden halvleg.

I ugen, der kommer, er der landskampause, og næste Alka Superliga-kamp for de blågule er derfor først søndag den 11. september kl. 18:00 på udebane mod AaB. Cheftræneren ser derfor frem til et par uger, hvor der kan trænes igennem.

- Mange fra vores start-11'er skal med diverse landshold, men resten af os kommer til at bruge tiden på træningsbanen. Vi har en flok spillere, som står i kulissen og venter på deres chance, og dem kommer vi til at arbejde intenst med.

LÆS OGSÅ:
- Hjulsager: Anden halvleg er pil op
- Rønnow: Dejligt at kunne bidrage til holdet
- Derbyet skudt i gang med lækker tifo