Rønnow: Dejligt at kunne bidrage til holdet

28.08.2016 18:51

Dagens Derby var et åbent et af slagsen. Begge hold havde masser af chancer, og det betød også, at målmændene i begge ender blev testet.

Frederik Rønnow afviste gæsterne flere gange, og efter kampen var han da også tilfreds med, at han kunne bidrage til holdet.

- Overordnet set var det en åben kamp, der vekslede frem og tilbage med chancer i begge ender. Det er selvfølgelig dejligt, at jeg kunne bidrage til holdet.  Det kunne have gået begge veje, så 1-1 er nok et fair resultat, sagde målmanden efter kampen.

Rønnow var alligevel skuffet over, at de blågule aldrig rigtig fandt melodien i første halvleg.

- Vi kommer skidt fra start i første halvleg, og vi får aldrig spillet det spil, vi gerne vil. Anden halvleg var meget bedre. Vi viser god moral ved at komme tilbage. Men hvis vi kan spille sådan i 90 minutter, kan vi også slå FCK, og derfor er det selvfølgelig skuffende, at vi først finder det frem i anden halvleg.

LÆS OGSÅ:
- Uafgjort mod FC København

- Hjulsager: Anden halvleg er pil op