Zorniger: Spillerne vil give alt i morgen

27.08.2016 07:30

Efter en hektisk opstartsperiode med masser af træningskampe, Europa League og Alka Superliga-kampe siden midten af juni er det nu blevet tid til Derby-weekend. Syvende spillerunde i Alka Superligaen byder nemlig på sæsonens første Derby mellem "drengene fra Vestegnen" og FC København.

Cheftræner Alexander Zorniger glæder sig til en kamp, hvor Brøndby-spillerne endnu en gang vil gå ud og jagte de tre point fra kampens start.

- Drengene ved, hvor vigtig kampen er, så de er topmotiverede, og de vil gå ud og levere det bedste, de kan. Det har de gjort rigtig godt i Alka Superligaen i sæsonen indtil videre, så jeg er ikke i tvivl om, at de vil give alt i morgen. Spillerne vil elske at vinde over FC København.

- De fleste ved efterhånden, at vi ikke er her for at have det sjovt i det daglige. Vi er her for at få succes med det, vi laver. Men netop den succes, som spillerne oplever, gør, at vores drenge har det sjovt og nyder fodbolden, vi spiller, og det fortjener de. De kampe, hvor vi har spillet allerbedst og vundet i denne sæson, har været de opgør, hvor vi har spillet som et hold, og hvor vores presspil har fungeret over hele banen. Så det skal vi vise i morgen. At vi arbejder sammen som et hold og presser modstanderen som et hold.

Download Brøndby Indefra - en spritny livestreaming-app til din mobil

Den flotte sæsonstart i Alka Superligaen for de blågule glæder cheftræneren, men han siger samtidig, at der stadig er meget, der skal løftes.

- Vi har leveret godt i sæsonen, og præstationerne i de første seks kampe betyder, at vi ligger nummer et. Det betyder dog ikke, at vi er favoritter. Det vil være forkert at antage, at vi efter blot seks kampe pludselig skulle befinde os på samme niveau som det Brøndby, mange folk husker tilbage på fra 80’erne og 90’erne.

- Det er selvfølgelig en ambition, og vi er startet godt, men husk på, at for blot et par kampe siden spillede vi med en af de yngste startopstillinger, vi som klub nogensinde har stillet op med i Alka Superligaen, og to gange har vi allerede smidt tomålsføringer i denne sæson. Vi må derfor acceptere, at vi i løbet af en sæson vil falde i niveau i visse perioder, da vi har meget at arbejde med. Men vores udgangspunkt er godt, og jeg glæder mig over, at spillerne er dygtige til at lære og suge til sig. Det kan ingen tage fra os.

Derbyet har kickoff kl.16:00 og vises på 3+. Skulle du ønske at spille på kampen og tror at Pukki scorer det første mål, så giver Bet25 i skrivende stund odds 7.00.

Du kan dog stadig nå at få fingre i en billet og dermed opleve kampen på stadion. Sydsiden og de to langsider er udsolgt, men du kan købe billet til nordtribunen her