Vigtig trafikinformation til alle Derby-tilskuere

26.08.2016 14:31

Brøndby Stadion lægger søndag den 28. august kl. 16:00 græs til sæsonens første Derby mod FC København - køb din billet her.

Grundet de mange besøgende FCK-supportere bliver området ved den nordlige tribune afspærret inde omkring stadion. Det betyder, at man ikke kan bevæge sig nord om stadion, heller ikke via cykelstierne. Brøndby-fans skal derfor gå / cykle syd om stadion for eksempelvis at komme til Loxam-tribunen / Øst-tribunen.

Der vil ligeledes være en kortvarig afspærring af trafikken på de nordlige indfaldsveje før og efter kampen. Derfor opfordrer vi alle tilskuere til at komme i god tid inden kampstart, så alle er inde til tiden, og at vi kan få et brag af en fodboldkamp og en god oplevelse for alle.

Nedenfor finder du relevant information vedrørende parkering, afspærringer og trafikafvikling.

Afspærring af veje ved FCK-fansenes ankomst

Fans af FC København ankommer til Brøndbyøster Station kl. 13:38. Det medfører en forventet, midlertidig lukning af trafikken på Højstens Boulevard, Park Allé og den nordlige del af Brøndbyvester Boulevard mellem Park Allé og Gildhøj i tidsrummet kl. 13:30-14:30 (se den blå rute på kortet nedenfor).

Alternativ rute nordfra for Brøndby-fans i tidsrummet kl. 13:30-14:30 kan være Brøndbyvestervej via Bygaden og op mod den sydlige side af stadion.


FCK-fans vil gå via den blå rute fra Brøndbyøster Station. De gule ruter er alternative ruter for Brøndby-fans.. Klik her for at se kortet i større version.

Afspærringer ved indkørsel til Brøndby Stadions parkeringsplads

Den nordlige indkørsel fra Brøndbyvester Boulevard til parkeringspladsen ved Brøndby Stadions hovedindgang vil blive lukket for al trafik fra kl. 11:00 til ca. en time efter kampen. Det betyder, at al kørsel ind til denne parkeringsplads skal foregå fra den sydlige indkørsel ved Brøndby Hallen.

Al indkørsel sydfra vil være mulig og vil ikke blive påvirket af afspærringer på noget tidspunkt.

Parkering nord, syd og vest for Brøndby Stadion

Hvis man parkerer nord for Brøndby Stadion skal man være opmærksom på, at Højstens Boulevard, Park Allé og den nordlige del af Brøndbyvester Boulevard mellem Park Allé og Gildhøj er afspærret i tidsrummet kl. 13:30-14:30. Det samme gælder fra kampens afslutning og en time frem, eller indtil FC Københavns fans har forladt området omkring stadion (se den blå rute på kortet ovenfor).

Parkering ved villavejen Gildhøj og på parkeringspladsen ved Gildhøj vil ikke være mulig, da politiet vil afspærre disse.

Sponsorer og spillere, der har parkeringsplads ved stadion, skal være opmærksomme på, at P1 er lukket på dagen. Kort gældende hertil vil på dagen gælde til P2, P3 og P4.

 

Alle andre henviser vi til parkeringspladser syd og vest for stadion, der ikke vil være påvirkede af afspærringen på noget tidspunkt.

Vi arbejder tæt sammen med politiet for at gøre afspærringerne og generne så lempelige som muligt. Vi håber på forståelse og vil gøre vores til, at alle får en god og fornøjelig dag.


Cirkatider for gåafstanden ved parkering vest og syd for stadion. Klik her for større version af kortet.

Cykelparkering

Den gamle kunstgræsbane, der ligger mellem Brøndby Stadion og Hytten, vil blive omdannet til cykelparkering. Adgang til denne parkering kan ske sydfra (syd om Brøndby Stadion) på alle tidspunkter. Adgang nordfra via Gammel Kirkevej er ikke muligt i tidsrummet kl. 13:30-14:30.

Andre indfaldsveje - som Brøndbyvestervej via Bygaden og Gildhøj op til den sydlige del af stadion og ellers alle indfaldsveje sydfra - vil være farbare og vil ikke vil være påvirket af afspærring. Den vestlige cykelsti på Brøndbyvester Boulevard vil være farbar, bortset fra tidsrummet kl. 13:30-14:30.

Efter kampens afslutning

Vil man forlade kampen mod nord for Brøndby Stadion, skal man være opmærksom på, at hele området er lukket for al trafik, indtil FC Københavns fans har forladt området omkring stadion, ca. en time efter kampens afslutning. De vil blive ledt af samme rute tilbage til Brøndbyøster Station som ved ankomsten til Brøndby Stadion (se den blå rute på kortet længere oppe i artiklen).

Brøndby-fans på cykel skal derfor hjem fra stadion mod syd og vest (se de gule ruter på kortet ovenfor). Det samme gælder fans, som til bens søger mod parkerede biler eller eksempelvis Glostrup Station.

Trafikinformation helt frem til kampstart

I timerne frem til kampstart vil Vestegnens Politi informere om trafikafviklingen via Twitter (@VestegnsPoliti). Du kan også læse mere om vejarbejdet på motorvejsnettet syd for Brøndby Stadion på trafikken.dk.

Vi arbejder tæt sammen med politiet for at gøre afspærringerne og generne så lempelige så muligt. Vi håber på forståelse og vil gøre vores til, at alle får en god og fornøjelig dag.

God kamp!