Röcker: Vi holder hovederne højt

25.08.2016 22:02

Brøndby IF var foran 1-0 ved pausen, men det endte 1-1 på Brøndby Stadion, og derfor slutter denne sæsons europæiske eventyr i playoff-runden for de blågule.

Benedikt Röcker var fint tilfreds med indsatsen, og nu ser han frem mod søndagens Derby.

- Jeg synes, vi gjorde en fin figur. Vi pressede på gennem 90 minutter, og vi gjorde alt, vi kunne. Det er selvfølgelig frustrerende, at vi nu er ude, men det er mest på grund af kampen i Athen, fortalte Röcker efter kampen.

- Vi holder hovederne højt. Vi har en stor kamp på søndag – måske den største kamp i sæsonen. Så i aften er vi frustrerede, men i morgen kigger vi frem mod søndag.

Midtstopperen bed mærke i, at fansene fortsatte med at synge og klappe, selvom dommeren havde fløjtet for sidste gang. Ifølge tyskeren har fansene en stor betydning for holdets præstationer.

- Med fansene i ryggen kan vi skabe noget stort. Vi skal være glade, for det vi har vist og præsteret.

LÆS OGSÅ:
- Uafgjort mod Panathinaikos
- Holst: Godt kæmpet af gutterne, nu er fokus på søndag