Zorniger: Vi skal turde at spille vores spil

28.07.2016 23:51

De blågule måtte her til aften rejse hjem med et 1-0-nederlag til Bundesliga-mandskabet Hertha BSC i første kamp i tredje runde af Europa League-kvalifikationen. Efter kampen fangede brondby.com cheftræner Alexander Zorniger.

- Vi startede kampen godt, men mistede overtaget over kampen til Hertha efter godt 22 minutters spil, og resten af første halvleg jagtede vi bolden. Vi blev bange for at lave fejl, og det skal gutterne lære af. De skal turde at lave fejl, selv om det er en stærk modstander, og de skal turde at spille vores eget spil.

- Vi lagde et stærkt genpres og løb hurtigt på hele banen i de første tyve minutter, men så begyndte vi at give dem plads og rum til at komme ind i kampen. Og det gør man ikke ustraffet mod et Bundesliga-mandskab. Det er de simpelthen for dygtige til. Vi skal blive bedre til at fastholde dette pres og farten i bolden, så vores modstander ikke får tid og plads til at kontrollere bolden og dermed kampen, som Hertha gjorde i dag. Hertha viste i lange perioder hvorfor de er et Bundesliga-mandskab, men kun på grund af at vi gav dem lov.

- Forskellen mellem succes og fejl så vi i første halvleg, så i pausen talte vi om, at hvis vi gik ud og spillede, som vi gjorde i de første 22 minutter af kampen, så ville det blive en lige anden halvleg, og vi kunne måske endda få en chance eller to. Og det lykkedes.

- Overordnet set kan vi ikke være utilfredse med kampens resultat, men vi skal vise mere mandsmod og tro på os selv. Og det er det, vi arbejder henimod. Med mange ting i livet er det ikke nok at få fortalt, hvordan tingene skal gøres. Man skal prøve det på egen krop, og i dag oplevede spillerne konsekvensen af, når man stopper med at spille vores spil. Så bliver vi straffet.

De knap 2.000 Brøndby-fans gav i løbet af kampen stærk, vokal opbakning til "drengene fra Vestegnen", men desværre blev kampen kortvarigt afbrudt, da der kom pyroteknik på banen fra det tildelte Brøndby-afsnit.

- Under kampen leverede vores fans en fantastisk opbakning, og det løftede i den grad holdet at have en gul mur på tribunen. Desværre blev kampen afbrudt i anden halvleg på grund af fyrværkeri fra vores egne fans, netop da vi var kommet godt ind i kampen igen. Sportsligt var afbrydelsen derfor ærgerlig, da det gav Hertha tid til at trække vejret og reorganisere sig, hvilket gjorde, at vi mistede lidt momentum. 

Returkampen bliver spillet næste torsdag kl. 20:15 på Brøndby Stadion.

- Vi går ind til kampen mod Hertha på torsdag med en tro på, at vi godt kan levere overraskelsen. Men nu gælder det dog først og fremmest kampen på søndag mod Horsens, og vi glæder os alle sammen til at komme hjem og spille på Brøndby Stadion efter to udebanekampe.

Skal du på stadion på søndag mod AC Horsens? Så kan du købe din billet her.