Vigtig info til Brøndby-fans i Berlin

26.07.2016 21:15

På torsdag den 28. juli kl. 20:15 spiller Brøndby IF på udebane i Europa League-kvalifikationen. Det er første kamp i tredje runde, hvor modstanderen er Hertha BSC fra Berlin.

Skal du til Berlin og se kampen? Så vil nedenstående informationer være en god hjælp.

Kampen spilles på Friedrich-Ludwig-Jahn-Sportpark, Cantianstrasse 24, 10437 Berlin. Brøndby IF har fået tildelt et afsnit med plads til lidt over 1.800 tilskuere, der er placeret på den nordlige side af stadion. Brøndby-supporterne skal benytte indgangene T & U, der vil føre alle ind på udebaneafsnittet. Både Brøndbys egne kontrollører samt politi og kontrollører fra Hertha BSC vil være behjælpelige med at vise vej til rette sted.

Stadion åbnes kl. 18:00, og Brøndby IF vil have folk ved stadion fra kl. 17:45 til at assistere.

Der er udsolgt i Brøndby-afsnittet, så det vil ikke være muligt at købe yderligere billetter til kampen ved stadion. Afsnittet er delt op i et familieafsnit (afsnit T) og et stemningsafsnit (afsnit S). Afsnittene ligger ved siden af hinanden og er kun adskilt af en trappe.

Du kan se ordensreglementet for Friedrich Ludvig Jahn Sportspark her.

Det er ikke tilladt at medbringe tasker, rygsække og lignende, og der vil ikke være opbevaringssteder på stadion. 
Det understreges, at der også i Tyskland bliver slået hårdt ned på besiddelse og affyring af pyroteknik og andre overtrædelser af det gældende ordensreglement.

Der kan udelukkende betales med kontanter på stadion, så husk at medbringe kontanter, da det ikke umiddelbart er muligt at hæve på stadionområdet.

Faninformation og mødested

Parkering af busser og private biler kan ske ved Max-Schmeling-Halle, der ligger tæt på udebaneafsnittet. Vi gør her opmærksom på, at alle busser vil blive gennemsøgt af tysk politi, hvorfor en vis ventetid kan forventes ved grænsen.

Brøndby-fans mødes ved Alexanderplatz, hvor vi har fået henvist baren Hofbräu-Wirsthaus. Det søges, at alle Brøndby-fans forlader stedet samlet og tager toget fra Alexanderplatz Station til Schönhauser Allee Station i nærheden af stadion.

Kontakt til SLO på dagen kan ske på 3036 6384, såfremt det skulle blive nødvendigt.